Senior S&I koordinator (Kvalitetssikrer) med interesse for risikoledelse, compliance og kvalitetssikring
Banedanmark
Har du mod på at navigere i krydsfeltet mellem compliance, sikkerhed og grøn teknologi? Kan du formidle kompliceret stof på en præcis og letforståelig måde? Vil du påtage dig en rolle som faglig sparringspartner for dine kollegaer og sikre et højt sikkerhedsniveau på den danske jernbane, så er du måske et bud på vores nye Senior S&I koordinator (Kvalitetssikrer).
Den danske jernbane udvides som aldrig før og som infrastrukturforvalter er Banedanmark, en statslig styrelse under Transportministeriet, hovedansvarlig for implementering af grønne løsninger på fremtidens udfordringer indenfor transportområdet. I Banedanmark er du nemlig med til at realisere nogle af danmarkshistoriens største projekter inden for anlæg og infrastruktur. Det er stort for Danmark. Vil du være med?
Erfaren CSM-specialist som mentor og faglig sparringspartner i oplæring af S&I-koordinatorer
Sammen med ca. 38 gode kolleger i S&I sektionerne er du bindeleddet mellem projektledere, fagspecialister, CSM-projekteringsledere, eksterne rådgivere, 3. parter (såsom kommuner og virksomheder) og andre myndigheder. Dit mål sammen med dine kolleger, er at understøtte vores projekter i at opretholde et højt sikkerhedsniveau på jernbanen.
Dine primære opgaver bliver at:
- kvalitetssikre/godkende ikke-signifikante projekter iht. processer i Banedanmarks ledelsessystem
- være faglig sparringspartner for dine kolleger i sektionerne, som du vejleder ift. godkendelsesprocessen af deres ikke-signifikante projekter og bidrager til at understøtte en effektiv kvalitetssikring
- bidrage til intern oplæring og efterfølgende vedligehold af dine kollegers kompetenceniveau iht. kompetencestyring i Banedanmarks ledelsessystem.
- deltage i udvikling og vedligeholdelse af interne værktøjer til brug for kvalitetssikring
- bidrage til videndeling og erfaringsopsamling på tværs af Anlægsdivisionen ift. risikoledelse og godkendelsesprocessen af ikke-signifikante projekter
- drive myndighedsgodkendelsesprocessen på enkelte projekter iht. Banedanmarks processer herfor.
Erfaring med CSM og risikoledelse
Da du skal arbejde med risikoledelse og kvalitetssikring, får du brug for dit overblik og struktur for at se sammenhænge på tværs og handle derpå ved behov. Du kommer til at påtage dig et stort ansvar allerede fra start. Det er vigtigt, at du evner at kommunikere med alle typer mennesker, da du får en bred samarbejdsflade og kan formidle faglig kompleksitet på en let tilgængelig måde. Det gælder både mundtligt og skriftligt. Derudover rummer dit CV:
- Erfaring med godkendelsesprocessen iht. Banedanmarks ledelsessystem på ikke-signifikante jernbaneprojekter i rollen som S&I koordinator. (Kvalitetssikrer)
- Erfaring med godkendelsesprocessen iht. CSM-RA på større jernbaneprojekter i rollen som S&I koordinator, herunder med fokus på kvalitetssikring af CSM-dokumentation
- Du har evnen og interessen i at lære fra dig og være faglig sparringspartner for dine kollegaer
- Du er systematisk, vedholdende, initiativtagende og nysgerrig og har evnen til at danne dig et hurtigt overblik over komplekst stof
- Du trives i en omskiftelig hverdag i et højt tempo
Gode kolleger og massevis af udviklingsmuligheder
Dit arbejdssted bliver på Banedanmarks hovedkontor placeret ved Dybbølsbro centralt i København med mulighed for hjemmearbejde op til to dage i ugen, hvis nødvendigt. Du bliver en del af divisionen Anlæg, hvor vi er ca. 1.000 medarbejdere, der har ansvaret for den centrale styring af anlægsprojekter for mere end 5 milliarder kroner om året.
I området Jernbanesikkerhed er vi omkring 80 medarbejdere, der alle arbejder med jernbanesikkerhed. Fælles for hele området, er at vi har stort fokus på kompetenceudvikling, og det er vigtigt for os, at du hele tiden har muligheden for at udvikle dig og trives med dine opgaver.
Du bliver en del af S&I Koordinering A, og kommer samtidig til at være en del af et større samarbejde med vores søstersektion, S&I Koordinering B. Sektionerne, der er en spejling af hinanden, består hver især af to teams, hvor hvert team har 6-7 specialiserede medarbejdere. Det ene team er placeret i Fredericia, de øvrige tre i København. Din titel vil blive Senior S&I koordinator (Kvalitetssikrer) og din nærmeste leder vil være teamlederen i S&I koordinering A1, der refererer til sektionschefen.
Løn og ansættelsesforhold
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 3, sats 3, Hovedstad.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Udover basislønnen kommer pension og eventuelle lokale tillæg.
Kontakt og ansøgning
Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Rasmus Stenshøj
Vi ser frem til at høre fra dig.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
Afdeling: Carsten Niebuhrs Gade 43, København V
Lokation: Region Hovedstaden
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: