Områdechef til Udsatteområdet i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Områdechef til Udsatteområdet i Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer
Vil du være med til at lede et område, der gør en forskel for nogle af byens mest udsatte borgere? Vil du være med til at implementere strategi og præge udviklingen i Socialforvaltningens (SOF) nye organisering?
Her er en unik mulighed for at blive chef for 10 ledere og ca. 300 engagerede medarbejdere, som hver dag arbejder med høj faglighed, for at skabe de bedste livsbetingelser for udsatte Københavnere.
Om Udsatteområdet
Udsatteområdet består blandt andet af botilbud, herberger og aktivitetstilbud, det omfatter såvel kommunale som selvejende tilbud. Det er et mangfoldigt område og vi samarbejder tæt med interne og eksterne partnere som myndighed, rusmiddelbehandling, regionen og civilsamfund.
Dine primære opgaver inkluderer
Som områdechef for Udsatteområdet vil dine primære ansvarsområder være at:
- sikre den daglige drift med fokus på høj faglig kvalitet, økonomistyring og trivsel for ansatte og borgere
- bidrage til at gentænke praksis ud fra Socialforvaltningens nye organisering Ét SOF, hvor vi skifter fokus fra at være tre borgercentre til seks driftscentre med et tværgående borgernært fokus
- sikre den fortsatte strategiske og faglige udvikling af udsatteområdet med særligt fokus på Socialforvaltningens nye målbillede, Bolig- Hjemløsereformen og de samarbejdsformer, der er nødvendige, for at nå i mål med disse strategier
- arbejde strategisk med at opholdstiden på herberger nedbringes og at der sikres gode overgange for borgerne fra herberg til egen bolig eller til botilbud
- understøtte og udvikle det tværfaglige samarbejde, både internt og med eksterne samarbejdspartnere, herunder civilsamfund
Din profil
Opgaverne indebærer et betydeligt selvstændigt ansvar på strategisk og operationelt chefniveau og forudsætter personligt initiativ i opgaveløsningen.
Vi søger en person, der:
- har en social/sundhedsfaglig/akademisk uddannelse og relevant erfaring inden for socialområdet
- har betydelig erfaring med ledelse i en politisk styret organisation, gerne fra et større område/center, eller botilbud, herunder ledelse af ledere
- besidder stærke kommunikative evner og kan skabe sammenhæng og følgeskab i et tværfagligt miljø – herunder eksterne samarbejdspartnere som fx civilsamfund
- er stærk i drifts- og økonomistyring
- har vedvarende fokus på nærværende ledelse af den enkelte tilbudsleder samt blik for at afdække udviklingsbehov og -muligheder i organisationen, hvad enten det er driften, det ledelsesmæssige eller fagligt ud mod borgeren
- kan stå på mål for, og implementere, strategiske initiativer og målsætninger
Vi tilbyder
- en spændende og udfordrende stilling i et område med fokus på faglig udvikling og borgernes trivsel
- tæt samarbejde med en dygtig og engageret ledergruppe
- faglig sparring og støtte fra erfarne ledelseskolleger og fagkonsulenter i det center, som vi lige nu er og det kommende år skal i gang med at definere og opbygge
- mulighed for personlig og faglig udvikling i et meningsfuldt arbejde
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Vi indhenter straffeattest samt referencer inden ansættelse.
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. januar 2025.
Nysgerrig?
Har du spørgsmål til stillingen, skal du ikke tøve med at ringe til borgercenterchef Karoline Winther-Lund på 23 22 90 10.
Du kan læse om Center for Udsatte Voksne og Familier (nuværende navn på organiseringen, som ændres snart) på Københavns Kommune hjemmeside (link).
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest fredag den 29. november 2024
Samtaler afholdes den 12. og 19. december, og der vil indgå personlighedstest mellem 1. og 2. samtale.
Center for midlertidige og selvstændige boformer – i Ét SOF
Den nye organisering af SOF skal bidrage til et SOF, som er enklere og lettere at finde rundt i for borgere og samarbejdspartnere. Et borgernært SOF, hvor borgeren bliver hjulpet hurtigt og mindst indgribende. I Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer er livsmestring nøgleordet. Der er fokus på progression og fleksibilitet, så vi hurtigt afslutter eller ændrer indsatser, der ikke har den ønskede effekt. I centeret vil vi give området et strategisk løft med skarpe tilbud, så flere københavnere kan hjælpes ud i eget hjem, og flere kan bevare et liv i egen bolig. Det betyder, at vi skal skabe gode overgange og forebygge behov for længerevarende boformer.
Om Borgercenter Voksne (BCV)
I Borgercenter Voksne (BCV) hjælper vi københavnere i udsatte og psykisk sårbare positioner. Vi tager afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv – og med en større kobling til det almindelige samfundsliv. Vi har fokus på borgerens recovery gennem en rehabiliterende indsats. BCV’s kerneopgave er at støtte den enkelte borgers udvikling mod at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: