Vær med til at styrke kommunikationen i stor it-styrelse
Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
Er du til både strategisk og praktisk kommunikation, og kan du skrive, så klicheerne dør, og pointerne lever? Og har du lyst til at få lokal og central kommunikation i en stor og kompleks it-styrelse til at spille sammen, så læs med, for vi mangler meget en god kollega – en erfaren kommunikationsrådgiver.
I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST) er vi knap 2.000 medarbejdere, der udvikler og drifter it-løsninger til Skatteforvaltningen, fx it-systemerne bag Årsopgørelsen.
Vi er en stor it-styrelse med en vigtig opgave: at sikre de digitale værktøjer, der skal til, når velfærdsstaten skal finansieres. Det er komplekst, og det kan være svært at opfange, koordinere og kommunikere alt fra centralt kommunikationshold.
Derfor lancerer vi nu en kommunikationspartnermodel, hvor vores kommende kommunikationsrådgiver halvdelen af tiden yder kommunikationsrådgivning i ét af vores fagområder som kommunikationspartner, og den anden halvdel arbejder i vores kontor for Kommunikation med styrelsens centrale strategiske kommunikation.
Kommunikationsrådgiver og -partner
Vi bor ved Flintholm og har et bredt netværk ud i hele organisationen, som ligger på forskellige lokationer i hele Danmark. Vi er organiseret i seks fagområder med ca. 300 medarbejdere hver, som arbejder tæt med andre styrelser i Skatteforvaltningen om udviklingen af it-løsninger til deres område, fx til Skattestyrelsen, Gældsstyrelsen eller Motorstyrelsen.
Som kommunikationspartner vil du blive tilknyttet fagområdet Styring, hvor du halvdelen af tiden vil rådgive fagdirektøren om hendes lokale strategiske kommunikation. I Styring vil du primært arbejde med tværgående områder som portefølje- og økonomistyring, strategi, HR og kommunikation. Her vil du sidde 1-2 dage ugentligt tæt placeret på ledelse og ledelsesstøttefunktioner.
Den anden halvdel af tiden vil du arbejde med hele styrelsens strategiske kommunikation i vores centrale kommunikationskontor, hvor vi i dag sidder syv fuldtidsmedarbejdere, en student og en kontorchef. Her arbejder vi tæt med ledelsen og får strategiske indsatser til at leve konkret ved at snitte budskaber, skrive, fotografere og lave video. Den interne kommunikation vægter vi højt – og vi har generelt et højt ambitionsniveau.
Du bliver én af tre kommunikationspartnere, som skal være med til at binde styrelsen sammen, og du vil spille en væsentlig rolle i at styrke kommunikationsindsatsen, lokalt og på tværs.
Som lokal kommunikationspartner og som central kommunikationsrådgiver vil dine vigtigste opgaver være:
- Kommunikationsrådgivning – til Styrings fagdirektør, til styrelsens direktør og til de kontorer, som kommunikationsafdelingen understøtter i det daglige.
- Kommunikativ implementering af forandringer i organisationen
- Linjekommunikation – fx med målrettede kommunikationspakker
- Nyhedsproduktion til nyhedsbreve og intranet (Sharepoint) og ufst.dk – både at skrive og redigere dem og ofte at tage billeder til dem
- Udarbejdelse af brugbare talelinjer og flotte præsentationer, som kan bruges af direktionsgruppen
Strategisk forståelse – og eksekveringsvant
På vores ønskeliste står, at du både kan tænke strategisk og samtidig eksekvere. Og at du er et menneske, som er rar, sjov og givende at arbejde sammen med. En kollega, som giver os kvalificeret og klogt modspil, og som kommer med ideer og fører dem ud i livet.
UFST er en kompleks organisation, så det er en fordel, hvis du har erfaring med at begå dig i et tempofyldt og politisk styret miljø og generelt er lidt over gennemsnittet tålmodig.
Vi forventer ikke, at du kan navigere hjemmevant i det hele fra 1. februar – men du skal især være skrivestærk. Og rollen som kommunikationspartner kræver en vis erfaring, at du er aktiv og effektiv, kan arbejde selvstændigt og er god til at samarbejde med dine mange kolleger på tværs af organisationen. Her gælder det om at kunne holde perspektivet, mens du har styr på detaljerne. Din kommunikationsværktøjskasse skal altså være godt fyldt.
Kort sagt: du skal være god til at skrive om komplekse emner, og du skal synes, det er sjovt.
Det kan vi tilbyde
Som kommunikationsrådgiver hos os får du en omskiftelig hverdag med gode kollegaer, som vil hinanden, og som vil levere høj kvalitet. Vi mangler ikke opgaver, og vi hjælper hinanden, så det vigtigste lykkes, og det mindre vigtigste venter. Om sommeren spiser vi frokosten udenfor på terrassen, indimellem finder vi et vandhul efter arbejde, og hver dag laver vi noget, vi godt kan lide.
Skatteministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis sender du via linket ”Søg stillingen” senest den 1. december 2024.
Spørgsmål besvares meget gerne af kontorchef Linn Hoff Jensen på 7237 8306.
Vi håber, at du starter senest 1. februar 2025, og derfor forventer vi at holde samtaler i løbet af december 2024.
Vi forventer, at du bliver indplaceret som specialkonsulent og har erfaring svarende til det. Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.
Der kan indgå test i ansættelsesforløbet, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Læs mere om at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk/job-og-karriere.
Lokation: Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: