Projektledere til IT-projekter og programmer i Sundhedsdatastyrelsen
Sundhedsdatastyrelsen
Vil du gerne lede større IT-projekter og programmer, hvor løsningerne kommer til gavn for borgere og klinikere i hele landet? Vil du gerne arbejde på en fleksibel arbejdsplads i et stærkt fagligt miljø med udviklende arbejdsopgaver og håndtering af komplekse problemstillinger?
Om Sundhedsdatastyrelsen
I Sundhedsdatastyrelsen er vi en central part i at udvikle digitale sundhedsløsninger samt at indhente, bearbejde og udstille sundhedsdata. Disse data og digitale løsninger anvendes både af sundhedsvæsenets parter – f.eks. læger, hospitaler og kommuner – til patientbehandling, bedre styring og kvalitetsudvikling af sundhedsområdet, men også af forskere til f.eks. udvikling af nye behandlingsmetoder og vurdering af bivirkninger ved nye lægemidler. Projekt- og programledere i Sundhedsdatastyrelsen sidder samlet i sektionen Projekt-, Programledelse og Projektmetode, der dækker store dele af en projektportefølje, som vokser. Derfor har vi behov for at udvide projektledergruppen.
Om projekt- og programledelse hos Sundhedsdatastyrelsen
Du bliver projektleder for et af vores større IT-projekter eller programmer. Der er tale om komplekse projekter/programmer med mange interessenter fra stort set alle parter i sundhedsvæsenet, der indgår i samarbejdet om at sikre deling af data mellem de sundhedsfaglige personer i Danmark og i EU. Vi forventer derfor, at du har erfaring med projektledelse og større styregrupper med medlemmer på fx direktionsniveau, og med statens it-projektmodel eller lignende, som anvendes til at styre projekter i SDS.
Blandt de projekter som pt. skal bemandes med en projektleder er fx et EU-projekt omkring etablering af et metadatakatalog – en struktureret oversigt over metadata fra forskellige datakilder, der gør data let tilgængelige og forståelige. Derudover arbejder vi på programmet ”Et Samlet Patientoverblik”, som udvikler løsninger, der samler data fra forskellige systemer for at give sundhedspersonalet et samlet og opdateret billede af patienternes helbred, her mangler vi en programleder.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, da vi er mere interesserede i dine erfaringer med IT-projektledelse, gerne fra sundhedsområdet. Måske er du IT-projektleder med erfaring fra det offentlige og har herigennem opnået indsigt i udvikling og implementering af digitale løsninger. Vi lægger vægt på, at du er analytisk stærk samt en dygtig formidler både mundtligt og skriftligt.
Vi tilbyder
Du får mulighed for at arbejde med løsninger på sundhedsområdet og tilbydes løbende kompetenceudvikling bl.a. på styrelsens ejet akademi, herunder uddannelse i metoder, teknikker og værktøjer.
Kulturen i sektionen er præget af at være uformel og frihed for den enkelte til at tilrettelægge sit arbejde, samt mulighed for at arbejde hjemme fra efter aftale. Samtidig værner vi om et stærkt fællesskab med en høj grad af vidensdeling, og hvor vi samarbejder om hele tiden at forbedre vores kompetencer og levere projektledelse af høj faglig kvalitet. Hver torsdag skiftes vi til, at have kage med på vores ugentlige sektionsmøde.
Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads med 37 timers arbejdsuge inkl. frokostpause. Vi er ikke lønførende, men til gengæld værner vi om vores arbejdstid, og forventer generelt ikke, at du arbejder mere end aftalt i din kontrakt. Vi er centralt beliggende i København med nem adgang til offentlig transport og har fri parkering på området.
Om ansættelsen
Projekterne og programmerne er store med mange vigtige interessenter, derfor kræver det også du har en vis tyngde i din faglige baggrund.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for den uddannelse, du besidder.
Er du akademiker kan du forvente ansættelse som minimum specialkonsulent, efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i Staten.
Har du anden uddannelse, bliver du omfattet af HK/samdata organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten). Ansættelsen vil ske i løngruppe 3 eller 4, afhængigt af dine kvalifikationer.
Kontakt os gerne
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Ida Anthony på telefon 2728 2968 eller [email protected]
Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Ansøgningsfristen er dwn 1. december 2024. Vi afholder samtaler den 4. og 5. december og anden samtale forventes at blive afholdt den 9. og 10. december 2024.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt eller senest den 1. februar 2025.
Afdeling:
Ørestads Boulevard 5, København S
Lokation: Sundhedsdatastyrelsen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: