Faaborg-Midtfyn Kommune søger sagsbehandler til Team Ydelse
Faaborg-Midtfyn Kommune
Brænder du for faglig kompleks sagsbehandling, og motiveres du af at drøfte og sparre med kollegaer om faglige udfordringer? Har du samtidig blik for at tænke tværfagligt og have en helhedsorienteret tilgang til borgeres sag - så er det måske dig, vi søger!
I Team Ydelse har vi stort fokus på at udføre korrekte beregninger og udbetalinger og dermed sørge for, at borgerne får en professionel og korrekt sagsbehandling. Vi går op i at være i tæt dialog med borgerne, så de føler, at de får den rette behandling og har forståelse for de afgørelser, vi træffer.
Det er en grundpille i vores dagligdag at være nysgerrige, for hele tiden at lære nyt og dermed udvikle os, både fagligt og socialt. Derfor arbejder vi også med at styrke vores feedbackkultur, da vi skal turde erkende, når vi laver fejl, fordi vi ved, at det på sigt giver en bedre sagsbehandling til gavn for borgerne – og fordi vi ved, at vores kollegaer er der for os. Derfor er det også afgørende, at vi er åbne overfor faglige input fra kollegaer og samarbejdspartnere.
Vores tanker om dig er derfor, at:
- Du er en holdspiller
Selvfølgelig er der forskel på om du har 10 års erfaring indenfor ydelsesområdet, eller du kommer som nyuddannet, men hos os er alle input lige vigtige. Det betyder også, at argumenterne er afgørende i vores faglige drøftelser, for om vi vælger at gå med den ene frem for den anden løsning. Derfor er det afgørende, at du kan se dig selv som en holdspiller, hvor du altid arbejder for gruppens bedste, hvilket også betyder, at du er okay med, at dit eget input ikke altid er den løsning, der i sidste ende vælges.
- Du kan se nuancerne
Vi arbejder i en verden, hvor der skal laves konkrete individuelle vurderinger og faglige skøn. Du og kollegaerne sætter en ære i at fortolke lovgivning og anvende Ankestyrelsens principafgørelser i jeres arbejde.
- Du er grundig
Det er et område med kompleks lovgivning. Du skal arbejde ud fra bl.a. Lov om aktiv socialpolitik og anvende lovgivningen som grundlag, så du kan udarbejde solide faglige vurderinger, partshøre, træffe afgørelser samt klagesagsbehandle. Du skal desuden have høj disciplin i forhold til at overholde notatpligten og sikre dokumentation i vores sager.
- Du er dygtig til at kommunikere
Vi formidler komplekse budskaber i både skrift og tale. Det er vigtigt, at du evner dette samtidigt med, at du kan skabe et værdigt og respektfuldt møde med borgeren. Du skal kunne håndtere samtaler med borgere, der udover at være i en vanskelig økonomisk situation, måske også kæmper med sociale, familiære og helbredsmæssige problemstillinger.
- Du er robust og professionel
Vi står overfor en stor opgave med en ny kontanthjælpsreform, så det er vigtigt, at du har mod på forandringer og ønsker at bidrage til at finde de bedste løsninger.
Vi søger en profil, som er fleksibel, stabil og professionelt evner at håndtere belastende situationer og bevare ro og overblik i hverdagen.
Din hverdag hos os
Vores arbejdsopgaver består blandt andet af:
- Beregning og bevilling af forsørgelsesydelser
- Økonomisk opfølgning på løbende ydelser
- Sparring med kolleger, både i eget team såvel som andre
- Forefaldende administrative opgaver indenfor området
- Primært telefonisk, men også personlig borgerbetjening
- Råd og vejledning af borgere vedrørende udbetalinger
Arbejdsmarked gentænkt
I Arbejdsmarked arbejder vi med at gentænke vores måde at være organisation på. Vi tror på, at de bedste beslutninger bliver truffet af de kollegaer, som har den største viden på området, hvilket ofte er den enkelte medarbejder eller det enkelte team på det givne fagområde. Derfor ligger beslutningskompetencen heller ikke hos lederen eller chefen, men på højeste kompetenceniveau, hvormed vi prøver at nedbryde det normale hierarki til gavn for den samlede opgavevaretagelse.
Vi arbejder derfor også aktivt på at finde og nedbryde unødvendige arbejdsgange og bureaukrati. Som medarbejder i Arbejdsmarked forventes det derfor også, at du har lyst til og tør tage ansvar for at gøre noget, hvis du støder på ting, der kan gøres anderledes eller smartere, da initiativretten ligger hos alle.
Velkommen til vores nye kollega!
Du bliver en del af Arbejdsmarked, der er et selvstændigt fagområde i Faaborg-Midtfyn Kommunes organisation med cirka 270 medarbejdere. Chefen for Arbejdsmarked er øverste ansvarlig for det samlede område, der består af Jobcenter, Ydelse, Borgerservice, Sekretariat, Kursuscenter Faaborg-Midtfyn samt IT, Sikkerhed og Digitalisering.
Team Ydelse, med 21 medarbejdere,har ansvaret for beregning, bevilling og udbetaling af en lang række ydelser, herunder ydelser jf. Lov om aktiv socialpolitik og Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Du vil blive en del af kontanthjælpsgruppen, som blandt andet behandler sager vedr. kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelse- og hjemrejseydelse, overgangsydelse og meget mere.
Du kan læse mere om Faaborg-Midtfyn Kommune som arbejdsplads her.
Løn og ansættelse
Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Lønnen fastsættes efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation og vil afspejle stillingens funktioner samt dine kompetencer.
Stillingsbetegnelse: Sagsbehandler
Arbejdssted: Arbejdsmarked, Lindevej 5, 5750 Ringe
Arbejdstid: Fuldtid
Fast stilling med forventet tiltrædelse d. 1. februar 2025.
Før ansættelse vil der blive indhentet referencer.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Jesper Bøgebjerg Frandsen på tlf. 72534014.
Ansøgning
Send din ansøgning med bilag elektronisk via linket nedenfor. Medsend gerne dit uddannelsesbevis. Dette skal være os i hænde senest søndag d. 8. december 2024, kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt mandag d. 16. december 2024.
Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund.
Faaborg-Midtfyn Kommune er en arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Afdeling: Arbejdsmarked
Ansøgningsfrist: 08 December 2024
Placering: Ringe Tinghøj Alle 2
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: