Afdelingslæge i Intern medicin: Gastroenterologi og hepatologi, Regionshospitalet Horsens
Region Midtjylland
En stilling som afdelingslæge ved Medicinsk Afdeling Regionshospitalet Horsens er ledig til besættelse den 1. maj 2025 eller efter aftale.
Medicinsk afdeling søger en speciallæge i intern medicin: gatroenterologi og hepatologi, som har lyst til at være med til at videreudvikle det gastroenterologiske og hepatologiske fagområde i Horsens.
Vi er en stor blandet Medicinsk Afdeling med 35 speciallæger. Vores gastroenterologiske/hepatologiske team består p.t. af 6 speciallæger og 2 HU-læger. Vi har et tæt og velfungerende tværfagligt samarbejde med specialiserede sygeplejersker og driver i fællesskab et velorganiseret ambulatorium og sengeafsnit. I Gastroenterologisk Klinik arbejder vi som et selvorganiserende team. Som afdelingslæge i gastroenterologi og hepatologi bliver du tilknyttet Medicinsk Sengeafsnit 1, som er et velfungerende sengeafsnit med 25 (27) sengepladser. Til sengeafsnittet er tilknyttet Medicinsk Dagafsnit og Diagnostisk Klinik, der varetager opfølgning og elektive udrednings- og behandlingsforløb. Til sengeafsnittet er der tilknyttet faste speciallæger indenfor lungemedicin, gastroenterologi og rheumatologi.
Medicinsk Afdeling deltager i en endoskopisk centerfunktion, hvor der aktuelt foretages ca. 17.000 skopier om året, og vi har et velfungerende samarbejde med Kirurgisk Afdeling. Vi er dybt involveret i det i Horsens etablerede Akademi for efteruddannelse af skopører, hvor der afvikles Masterclasses med højt kvalificerede undervisere.
Vi søger en kollega som:
- altid sætter patienten først
- byder sig til
- er innovativ og interesseret i faglig udvikling
- er motiveret for at indgå i tætte tværfaglige teams
- har gode faglige og sociale kompetencer
- vil deltage i at uddanne yngre læger og sygeplejersker inden for specialet
- ønsker at påtage sig udviklingen af et personligt organisatorisk/fagligt/forskningsmæssigt ansvarsområde
Vi tilbyder:
- en arbejdsplads med fokus på kollegialitet, trivsel og arbejdsmiljø
- en velfungerende speciallægegruppe hvor det faglige såvel som sociale fællesskab og samarbejde er prioriteret
- en afdeling med fokus på balancen mellem drift, uddannelse og forskning
- en flad ledelsesstruktur med gode muligheder for at få afprøvet og implementeret nye tiltag
- en afdeling, hvor samarbejde tværfagligt, internt og eksternt vægtes højt
- at blive en del af en af landets største endoskopiske afsnit med regional uddannelsesfunktion
- mulighed for at deltage i forskningsarbejde i en veletableret forskningsenhed
Medicinsk Afdeling
Medicinsk afdeling er en bred intern medicinsk afdeling med funktion i Horsens og Skanderborg Sundhedshus. Afdelingen har i alt 65 sengepladser og årstidsvarierede sengepladser fra november til maj. Medicinsk Afdeling varetager diagnostik, pleje og behandling inden for endokrinologi, kardiologi, lungemedicin, gastroenterologi/hepatologi, geriatri og reumatologi og med tilhørende ambulant funktion for alle specialer. Medicinsk Afdeling har også tilknyttet Dialyseafsnit, som drives i samarbejde med Nyremedicinsk Afdeling, AUH.
Regionshospitalet Horsens er et akuthospital. Akutte hjertepatienter modtages direkte i Hjertemedicinsk sengeafsnit. Øvrige akutte patienter modtages hovedsagelig via hospitalets Akutafdeling.
I hele Medicinsk Afdeling følger vi Regions Midtjyllands værdier: Dialog – Dygtighed - Dristighed, og har fokus på faglig kvalitet og udvikling i en kultur præget af tillid, respekt og selvstændighed.
Undervisningsforpligtelse
Medicinsk afdeling er en uddannelsesafdeling, som uddanner læger i KBU-, intro- og hoveduddannelse - heraf 1 årligt hoveduddannelsesforløb i gastroenterologi/hepatologi. Herudover undervises studerende fra flere semestre og Medicinsk Afdelings eget personale. Det forventes, at afdelingslægen deltager aktivt i de daglige supervisions- og uddannelsesopgaver og bidrager til et trygt og udviklende læringsmiljø.
Arbejdstilrettelæggelse
Stillingen indeholder vagtforpligtigelse i speciallægevagtlaget som tilstedeværelsesvagt. Derudover deltager afdelingslægen sammen med afdelingens øvrige speciallæger i stuegang i weekend og på helligdage både i medicinsk afdeling og som medicinsk læge i Akutafdelingen.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse og aflønningen skal forhandles med relevant organisation.
Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende børneattest og autorisation.
Ansøgning
Ansøgning kan struktureres omkring speciallægens 7 roller. Ansøgning, CV og anden dokumentation uploades og fremsendes elektronisk.
Ansøgningsfrist 10. december 2024
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 18. december 2024
Yderligere information
Vi inviterer gerne på besøg i afdelingen og byder på en uforpligtende kop kaffe.
Henvendelse til ledende overlæge Lise Svenningsen, tlf 6112 7165 eller cheflæge Louise Wamberg, tlf 7842 6962 for yderligere oplysninger.
Læs om hospitalet og de aktuelle udviklingsprojekter på www.Regionshospitalet-horsens.dk
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Afdeling: Medicinsk Afdeling, læger
Ansøgningsfrist: 10 December 2024
Placering: Sundvej 30, 8700, Horsens
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: