Svendborg Kommune søger naturmedarbejder, der kan trives i både gummistøvler og paragraffer
Svendborg Kommune
Brænder du for naturen? Er du serviceminded og skarp på naturbeskyttelsesloven? Så er det dig, vi søger.
Om jobbet
Vi søger en dygtig og engageret medarbejder til opgaver indenfor naturområdet. Det er et område, som har politisk bevågenhed og stor betydning for vores borgere, som vi altid har i centrum. Det stiller krav til vores faglige niveau, og der er høje forventninger til vores måde at samarbejde på. Vi skal derfor være gode til at sætte os ind i lovgivning og kommunikere på en let forståelig måde, hvilket er en spændende udfordring.
Hverdagen er omskiftelig og opgaverne er varierede, derfor arbejder vi tæt sammen og hjælper hinanden.
Du skal primært arbejde med sagsbehandling efter naturbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen. Vi har et forpligtende samarbejde med Langeland og Ærø, og behandler derfor også natursager for dem. Dine opgaver kræver en kombination af skrivebordsarbejde, møder hos borgerne og besigtigelser i naturen.
Du får her mulighed for et selvstændigt og alsidigt job med stor fleksibilitet og indflydelse på dine arbejdsopgaver. Kulturen på arbejdspladsen er hjælpsom, glad, positiv og uformel, og du vil opleve et stort engagement hos dine kolleger. Vi har travlt, og hverdagen kan være hektisk. Men det er vigtigt for os, at der er plads til sparring, vidensdeling samt faglig og personlig udvikling.
Om dig - du:
- Har en relevant naturvidenskabelig uddannelse (biolog, ingeniør eller lignende)
- Har erfaring med sagsbehandling efter naturbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen.
- Har et godt botanisk kendskab og har erfaring med besigtigelse af natur.
- Har et godt kendskab til at arbejde med GIS.
- Kan sagsbehandle helhedsorienteret og på et højt fagligt niveau.
- Har gode formidlingsevner og kan lide at kommunikere med mange forskellige mennesker.
- Er god i relationer og kan optræde med både venlighed og myndighed.
- Kan arbejde selvstændigt, i teams og i tværgående projektgrupper, og er god til at planlægge og disponere egen tid og opgaver.
- Har kendskab til at arbejde i en politisk ledet organisation.
- Vil bidrage aktivt fagligt og socialt i afdelingen.
Om os - vi
er 32 medarbejdere i Klima, Natur og Miljøafdelingen fordelt på Team Natur, Team Vandløb, Spildevand og Kyst, Team Klima, Energi og Industri samt Team Landbrug, Grundvand og Miljøvurdering. Du bliver en del af Team Natur med i alt syv engagerede og dygtige naturmedarbejdere.
I Miljø og Teknik går det stærkt på den gode måde. Vores kommune udvikler sig dag for dag, vi bygger nyt, og vi byder velkommen til mange nye borgere. Derfor har vi kontakt med mange mennesker, både interne kolleger og de borgere, virksomheder og alle andre, som vi udvikler vores kommune til.
Opgaverne, vi løser i takt med udviklingen, er ofte nye. Vi synes, det er spændende at få lov at træde nye stier og bringe mange kompetencer i spil. Høj faglighed er derfor en vigtig del af vores DNA. Det gælder både i vores stærke fagmiljøer og når vi samarbejder på tværs. Vi har en hverdag med udvikling, fleksibilitet og en høj grad af frihed, hvor vi selv kan præge opgaverne.
God ledelse og dejlige kolleger skaber en tryg base for en hverdag med gang i.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår efter dine kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst. Der er tale om en fast stilling, der er normeret til 37 timer. Arbejdssted er Miljø og Teknik, Svendborgvej 135, 5762 Vester Skerninge.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er søndag den 12. januar 2025.
Samtaler forventes at blive afhold i uge 3 med tiltrædelse snarest muligt herefter.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Marianne Wedderkopp (tlf. 3017 5650) eller naturmedarbejder Heidi Dahlsgaard Jensen (tlf. 2366 4285).
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
Afdeling: Klima, Natur og Miljø
Ansøgningsfrist: 12 January 2025
Placering: Svendborgvej, 135, 5762, Vester Skerninge
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: