PROCESSTÆRK FULDMÆGTIG SØGES TIL MINISTER- OG FÆLLESSEKRETARIATET I BY-, LAND- OG KIRKEMINISTERIET
By-, Land- og Kirkeministeriet
Vil du være en del af sekretariatet, der betjener ministeren og ministeriets øverste ledelse? Er du processtærk, og kan du arbejde selvstændigt og proaktivt? Trives du med at arbejde i højt tempo helt tæt på de organisatoriske og politiske beslutninger? Og vil du være med til at klæde ministeriets øverste ledelse på for at sikre rettidig beslutningstagning og prioritering. Så er du måske vores nye kollega i minister- og fællessekretariatet i By-, Land- og Kirkeministeriet.
Minister- og fællessekretariatet
Minister- og fællessekretariatet varetager den daglige sekretariatsbetjening af ministeren samt ministeriets øverste ledelse. Det omfatter bl.a. forberedelse af ministerens møder, kalenderstyring, håndtering af mødemateriale, kontakt til Folketinget og interessenter, presse- og kommunikationsopgaver for ministeren og ministeriet samt understøttelse af ministeriets ledelsesgruppe gennem mødeforberedelse og ledelsesinformation. Vi kan derfor tilbyde et job med stor variation og udfordringer i højt tempo og tæt på de politiske beslutningsprocesser.
Dine arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå i at:
- sekretariatsbetjene ministeriets øverste ledelse, herunder udarbejdelse og tilpasning af beslutningsoplæg,
- sekretariatsbetjene diverse interne udvalg og ordførermøder,
- forberede og afvikle møder med områdets interessenter,
- bistå ministeriets fagkontorer med tværgående processer, og
- bidrage til udarbejdelsen af politiske oplæg og forberedelse af materiale til politiske beslutningsprocesser og udspil.
Kompetencer
Vi forventer, at du har en relevant samfundsvidenskabelig eller tilsvarende akademisk uddannelse på kandidatniveau, og at du:
- er fagligt og analytisk stærk og har politisk tæft,
- er en dygtig og præcis formidler i skrift og tale,
- er processtærk og kan sikre overblik over større politiske og administrative processer,
- er god til at planlægge og holde styr på frister,
- kan bevare overblikket og godt humør, også når tempoet er højt,
- arbejder proaktivt og selvstændigt, og
- tager ejerskab over dine opgaver og løber dem helt i mål.
Vi ser gerne, at du har et par års relevant erfaring fra centraladministrationen, men det er ikke en forudsætning for at komme i betragtning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på fuld tid som fuldmægtig i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten, eller i henhold til anden relevant overenskomst/organisationsaftale. Der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for at forhandle et eventuelt kvalifikationstillæg. Du kommer til at referere til chefen for minister- og fællessekretariatet. Ansættelsesområdet er By-, Land- og Kirkeministeriet.
Vi ser gerne, at du kan begynde snarest muligt og senest den 1. februar 2025.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Er du interesseret?
Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef for minister- og fællessekretariatet Jens-Christian Hedegaard Holm på tlf. 23462167 eller e-mail [email protected].
Ansøgningsfristen er fredag den 13. december 2024 kl. 12.00.
Din ansøgning skal indeholde motiveret ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse samt eventuelle referencer.
Vi forventer at afholde 1. samtale mandag den 16. december 2024 og 2. samtale onsdag den 18. december 2024.
Om By-, Land- og Kirkeministeriet
Som ansat i By-, Land- og Kirkeministeriet bliver du del af en organisation med ca. 280 ansatte i henholdsvis departementet og Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Vores hverdag er præget af høj faglighed og engagement, hvor sparring og samarbejde er i højsædet. Vi lægger vægt på at være en attraktiv og innovativ arbejdsplads med et uformelt arbejdsmiljø, og så har vi til huse i hjertet af København.
Du kan læse mere om By-, Land- og Kirkeministeriet og vores organisation på www.blkm.dk.
Ministeriet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Afdeling:
Frederiksholms Kanal 21, København K
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: