Afdelingsleder til Myndighed Sundhed og Ældre Faaborg-Midtfyn Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune
Er du en engageret leder med sundhedsfaglig baggrund, erfaring inden for ældreområdet og en stærk lyst til at udvikle og drive fremtidens Myndighed, implementere den kommende ældrelov, flytte visitation tættere på borgerne og tættere på de tværfaglige teams?
Faaborg-Midtfyn Kommune søger en kompetent og visionær afdelingsleder.
Myndighed Sundhed og Ældre er en arbejdsplads med høj trivsel og høj social kapital, et område med mange erfarne medarbejdere, som arbejder med forskellige specialer. Vi arbejder helhedsorienteret med fokus på borgerne og deres behov. Dette sker i et tæt samarbejde med de øvrige områder i Sundhed og Ældre samt vores private leverandører.
Om Myndighed Sundhed og Ældre
Området har ca. 60 medarbejdere og to afdelingsledere, som refererer til Områdelederen for Myndighed. Den ene afdelingsleder er ansvarlig for hjælpemiddelområdet, som dækker hjælpemiddelterapeuterne og Teknologi og Hjælpemidler. Hun er din daglige samarbejdspartner omkring drift, personaleledelse og samarbejde om diverse borgere målgrupper.
Den anden er den vakante stilling, hvor du bliver daglig leder for visitatorerne, ældrekonsulenterne, Kvalitet og Koordinering samt Tale-, Høre- og Synsteamet.
Vi har primær arbejdsplads i Gislev tæt på motorvejen og Ringe by. Forvaltningen i Gislev huser ligeledes Socialområdet for Børn og Voksne samt Sundhed og Forebyggelse for børneområdet og vores Fælles Sekretariat. Vi har et godt samarbejde, og du kommer til at dele lederkontor med de andre team- og afdelingsledere i Gislev.
Ledelsesrollen
Som leder er det vigtigt, at du er nærværende, har blik for både den enkelte medarbejder og gruppedynamikker. Som beslutningstager er du velbegrundet og vidensbaseret samtidig med, at du udviser både indlevelse og handlekraft. Du bliver en del af en dynamisk og fremsynet organisation, og du skal kunne håndtere mangeartede og vekslende opgaver samt perioder med højt arbejdspres.
Eksempler på opgaver:
- Understøttelse af kvalitetssikring, retssikkerhed for borgerne og løbende sikring af en effektiv styring på området herunder tilvejebringelse af nødvendig ledelsesinformation og dokumentation
- Rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere og skabe gode betingelser for kompetenceudvikling og læring
- Arbejde med afdelingens sociale kapital og trivsel
- Rådgivning, klagesagsbehandling og håndtering af komplekse borgerforløb
De vigtigste opgaver for de kommende år.
- I samspil med andre at definere og implementere borgerforløb/ -pakker relateret til Ældreloven.
- I samspil med andre at udvikle og sikre styring af ressourcer vha. ny styringsmodel for ældrelovens aktiviteter
- Sikre at visitationen bliver en vigtig medspiller i de nye tværfaglige teams tæt på borgerne
- At du dagligt leder i tæt dialog med dine andre Niveau 5 ledere i driften
- Udvikling af ny ledelses- og medarbejderinformation til at træffe både borgernære og mere strategiske beslutninger ud fra
Din profil
Vi leder efter en leder, der:
- Har sundhedsfaglig baggrund og ledelseserfaring, gerne fra Myndighedsområdet
- Motiveres af at skabe trivsel og opnå stærke resultater i et tværfagligt miljø
- Har stærke kommunikationsevner, er teambuilder og inspirerer kollegaer og medarbejdere
- Har fokus på kvalitet og kompetent vejledning af borgere og sagsbehandling af sagerne
- Kan omsætte data til prioriterede handlinger i styringsansvaret
- Kan styre og driftsoptimere myndighedsopgaverne og være en del af den økonomisk styring
Tilrettelæggelse af en helhedsorienteret borgerindsats
Med ældreloven får myndighedsområdet nye måder at visitere på og samarbejde med drift og privatleverandører på.
Vi bevæger os væk fra BUM modellen og de meget paragrafopdelte ydelser til helhedsorienterede borgerforløb. Dette betyder, at vi i højere grad ser borgerne som hele mennesker med komplekse og ofte overlappende behov, der kræver en sammenhængende indsats på tværs af Sundhed og Ældre og de øvrige fagområder.
Med ældre loven får vi to lovgivninger at forholde os til og skulle samarbejde med driften omkring. Det kalder på forandringsledelse og et professionelt overblik over, hvor vi er og hvor vi skal hen.
Ved at arbejde tættere sammen kan vi bedre støtte de borgere, der bevæger sig på tværs af traditionelle skel, og sikre en mere koordineret og menneskecentreret rehabilitering og støtte.
Det vil bl.a. være dit ansvar, sammen med andre ledere, at lede i denne overgang og understøtte og stimulere de synergieffekter, det er hensigten, der skal følge med disse nye samarbejdsmodeller.
Vi tilbyder
Som leder i Myndighed tilbyder vi dig:
- Et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, engagement og positiv atmosfære
- Gode muligheder for efteruddannelse og fleksibilitet i arbejdslivet
- Aktiv ledelsesstøtte fra stabe og politisk niveau
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og vilkår fastsættes efter kvalifikationer og gældende overenskomst.
Straffeattest vil blive indhentet, før ansættelse kan finde sted.
Ansøgningsfrist og samtaler
Send din ansøgning med CV og andre relevante bilag senest d. 17. december.
Samtaler afholdes den 19. december med forventet tiltrædelse den 1. februar 2025 eller efter aftale.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Områdeleder for Myndighed Stine Justi, på tlf. 7253 6300, send gerne sms, så ringer jeg retur.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Afdeling: Center Sundhed og Omsorg
Ansøgningsfrist: 17 December 2024
Placering: Gislev Fåborgvej 19
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: