Kvalitativ forsker søges til 2-årig projektansættelse i Klinik for Senfølger efter Kræft, Onkologisk Afdeling R, Odense Universitetshospital
Region Syddanmark
Har du veludviklede kvalitative metodekompetencer, evner du at analysere forskellige former for empiriske data og brænder du for forskning af høj kvalitet? Så er du måske vores nye forsker i Klinik for Senfølger efter kræft
Vi søger pr. 1. april 2025 en erfaren kvalitativ forsker for en 2-årig periode til spændende nyt tværregionalt projekt. Stillingen er ca. 25 timer ugentlig og kan evt. deles i 2 stillinger afhængigt af ansøgere. Ved ønske om lavere timeantal anføres dette i ansøgningen.
Klinik for senfølger er et tværfagligt tilbud til patienter med komplekse senfølger efter kræft. Vores mål er at skabe én indgang for mennesker, der kæmper med senfølger. Vi ønsker at hjælpe den enkelte med at leve et så godt liv som muligt efter sygdoms- og behandlingsforløbet. Vi tager udgangspunkt i den enkeltes oplevelse af senfølgerne og arbejder med respekt for patientens ønsker og behov ud fra en bio-psykosocial tilgang.
Klinik for Senfølger er forankret under Onkologisk Afdeling R, men modtager også patienter fra andre sygehusafdelinger samt fra primær sektor. Vi arbejder med at udrede, afklare og behandle komplekse senfølger efter kræft eller kræftbehandling.
Klinik for senfølger i Afdeling R er et afsnit, der kontinuerligt stræber efter at yde optimale patientforløb. Det betyder, at vi hele tiden udvikler nye tilbud til gavn for vores patienter. Derfor har vi, i samarbejde med de øvrige 4 Regionale Senfølgeklinikker efter kræft i Danmark, søgt og fået midler til et tværregionalt projekt Behandling af komplekse senfølger efter kræft: Et tværsektorielt studie om fælles behandlingsplan i regional senfølgeklinik, kommune og hos egen læge.
Vi ønsker at undersøge, hvordan man sikrer en ensartet og høj kvalitet i behandlingen af senfølger, tættest muligt på patienten i kommunen eller hos egen læge, i en koordineret indsats med den specialiserede behandling, der varetages af de Regionale Klinikker for Senfølger efter Kræft. Formålet med projektet er således at udvikle, teste og implementere en model for en tværsektoriel indsats i behandlingen af komplekse senfølger blandt voksne kræftoverlevere henvist til en af de regionale senfølgeklinikker. Den kvalitative opgave knytter sig til udviklings- og testfasen. Du vil blive en del af et tværfagligt team bestående af læger, sygeplejersker, sexolog og psykolog.
Du forventes at skulle udføre følgende opgaver
- Deltagerobservationer af den tværsektorielle team-konference
- Individuelle interviews med patienter
- Fokusgruppeinterviews med sundhedsprofessionelle
- Administrative opgaver mhp. koordinering af interview og deltagerobservationer
- Transskription og analyse af den indsamlede data
- Publicering af artikler på højt videnskabeligt niveau
Vi tilbyder dig
- En afdeling med fokus på et godt arbejdsmiljø, og et tæt tværfagligt samarbejde i et lille team
- Erfarne og dygtige kolleger, der bidrager til en god hverdag
- Et sted, hvor der er fokus på højt fagligt niveau og stor forskningserfaring
Vi lægger vægt på, at du
- Har en sundhedsfaglig uddannelse
- Har en ph.d.-grad eller videnskabelige kvalifikationer på tilsvarende niveau
- Har en stærk kvalitativ profil
- Har erfaring med tværfagligt samarbejde
- Har interesse for senfølger efter kræft (gerne onkologisk erfaring)
- Kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket i en travl og omskiftelig hverdag
- Er parat til at tænke nyt og afprøve nye ideer
- Er fleksibel ift. arbejdstider
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte postdoc Lærke Tolstrup på tlf. 40295129, mail:
Ansøgningen stiles til Klinik for Senfølger.
Ansøgningsfrist d. 14. januar 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt 22. januar i tidsrummet 14.00 - 17.00.
Afdeling: Onkologisk Afdeling R Odense
Stillingsbetegnelse: Videnskabelig assistent
Arbejdstid: 25
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 14-01-2025