Teknisk profil til at fremtidssikre Digital Post
Digitaliseringsstyrelsen
Kunne du tænke dig at være med til at forme et af Danmarks samfundskritiske it-systemer? Og vil du bringe din tekniske viden i spil, når vi sammen videreudvikler Digital Post i samarbejde med vores forretning, leverandører og interessenter? Så søger vi lige nu en kollega til vores centralt placerede kontor i hjertet af København.
I Digitaliseringsstyrelsen leder vi efter en teknisk profil med interesse for offentlig digitalisering og it-arkitektur, der vil være med til at fremtidssikre Digital Post – en løsning til alle borgere, myndigheder og virksomheder i Danmark. Løsningen er bygget på en moderne platform af open source-komponenter og efter tidssvarende arkitekturprincipper. Vi forventer ikke, at du er ekspert fra starten, da du vil få rig mulighed for at udvikle dig og sparre med dygtige kolleger samt sætte dit præg på løsningen.
Om Digital Post
Digitaliseringsstyrelsen har ansvaret for Digital Post, der er en hjørnesten i det digitale Danmark. Hver måned logger borgere og virksomheder på Digital Post mere end 50 millioner gange, og myndighederne sender årligt mere end 200 millioner meddelelser. Vi har derfor en central rolle i at gøre dialogen mellem myndigheder, borgere og virksomheder så relevant og direkte som muligt, og vi har brug for en kollega mere.
Du vil blive en del af Kontor for Digital Post, hvor vi er cirka 30 kolleger, som sammen designer, udvikler og drifter løsningen i samarbejde med vores leverandører ud fra agile principper.
Dine arbejdsopgaver
Du vil komme til at arbejde med videreudvikling og drift af Digital Post-løsningen i tæt samarbejde med dine kolleger. Mere konkret vil dine arbejdsopgaver være:
- Teknisk sparring i forbindelse med løsningens design.
- Tekniske analyser og design af flows, ud fra de tekniske komponenter.
- Løbende vedligehold og review af dokumentation.
- At styrke arkitekturen i løsningen, som er baseret på løst koblet microservices og REST API’er.
- At understøtte sammenhæng på tværs af løsninger, for eksempel MitID, Digital Fuldmagt, Borger.dk, e-Boks og Mit.dk.
- Incidenthåndtering i dialog med incidentmanager og leverandøren.
- At bruge og omsætte din viden i dialog med kolleger, interessenter og leverandører.
Om dig
Lyder det som noget for dig? Vi forestiller os, at du måske er nyuddannet og har en stor interesse for digitalisering. Har du lidt mere erfaring, er du også velkommen til at søge. Din uddannelse rimer på for eksempel cand.it eller ingeniør, men kan også være en anden videregående uddannelse.
Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af nedenstående punkter:
- Har gode analytiske evner og formår at give håndgribelige anbefalinger med afsæt i din tekniske baggrund.
- Trives med at arbejde selvstændigt, er nysgerrig og proaktiv.
- Har interesse for at forklare og formidle, så du kan omsætte teknisk viden til forskellige fagligheder.
- Er løsningsorienteret og åben for interesserenter med forskelligrettede behov og ønsker.
Desuden vil det være en fordel, hvis du har kendskab til:
- UML.
- Fællesoffentlig Digital Arkitektur (FDA).
- Modelleringsstandarder som fx ArchiMate og BPMN.
- Agile arbejdsmetoder, da du skal indgå i et agilt produktteam.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 450 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Dette er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt, og vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. marts 2025. Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Kandidater, der inviteres til 2. samtaler, kan blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, pt. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Sara Bergstedt på 5099 8372 eller [email protected], eller chefkonsulent Kenneth Mose Kruuse på 4073 3354 eller [email protected]. Send Sara eller Kenneth en SMS eller læg en besked, så ringer de dig op.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 5. januar 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 3 og 4.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Afdeling: Landgreven 4 1301 København K
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: