Nordiske Medier søger tre nyhedsjournalister
Nordiske Medier
Nordiske Medier søger tre nyhedsjournalister til to af vores spændende medier: Food Supply og Transportmagasinet.
Om jobbet
Vil du dække store danske virksomheder, der producerer, sælger og leverer, og interviewe menneskene bag? Vil du dykke ned i regnskabets sorte eller røde tal og fortælle hvorfor, man er endt, som man er endt? Vil du interviewe direktøren eller måske skrive historien om iværksætteren, der står foran sit gennembrud?
Ja, mulighederne er mange for den, der har lyst og evner!
Både Food Supply og Transportmagasinet er abonnementsmedier med fokus på B2B. På Food Supply, hvor vi intenst og veloplagt dækker fødevarebranchen, består redaktionen af to journalister samt en redaktør. Transportmagasinet har i 66 år været det foretrukne nyhedsmedie for vognmandsbranchen samt de mange virksomheder, der servicerer landtransportbranchen. Som journalist på Transportmagasinet er man som udgangspunkt en énmandshær med støtte fra en redaktør, så i den funktion er evnen til at have mange bolde i luften og overskue nyhedsstrømmen helt afgørende.
Ligesom på alle vores andre medier producerer vi og publicerer digitalt. En til to gange om dagen modtager vores mange forventningsfulde abonnenter et nyhedsbrev.
Om dig
Det er en fordel, hvis du har erfaring med erhvervsjournalistik, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du er en skarp, ambitiøs og ærgerrig journalist, der elsker at vinde den daglige nyhedskamp.
Du skal være god til at se nyheder og opdyrke et kildenetværk. Når nyheden er på blokken, er dine fingre hurtige på tastaturet. Du skriver konkret, levende og kan skære dine historier til, så vi ikke spilder vores læseres tid.
Det er naturligt for dig at publicere digitalt og bruge sociale medier til at få dine historier ud til læserne. For dine vigtige og spændende historier skal nå så langt ud som muligt.
Helt banalt går vi op i, at du kommer med energi, engagement og en solid journalistisk værktøjskasse.
Hvem skal du arbejde sammen med?
Uanset om du ender med base i Aalborg, Aarhus eller hovedkontoret i København, får du en masse dygtige og kompetente kolleger omkring dig. Nordiske Medier udgiver en lang række B2B-medier og har mellem 40 og 50 journalister ansat. Vi råder dermed over en af Danmarks største erhvervsredaktioner.
Holdånd er vigtigt for os, og vi står selvfølgelig sammen om at vinde nyhedskampen. Vi hjælper hinanden og deler helt naturligt viden og erfaring.
Og så går vi op i trivsel. Vi værdsætter kollegaer, der bidrager med et smil, måske ligefrem et grin, og som helt generelt prioriterer, at vi har det godt sammen.
Vil du vide mere?
For yderligere information om jobbet kontakt redaktionschef for Food Supply Mikkel Eklund på 2782 2894 eller [email protected]. Eller redaktionschef for Transportgruppen Nicolai Østergaard på 2619 8657 eller [email protected].
Dine ansættelsesvilkår
Stillingerne ønskes besat senest 1. marts 2025, men meget gerne før. Der er tale om 37 timer ugentlig - langt overvejende indenfor normal arbejdstid. Vi har redaktioner i København, Aalborg og Aarhus.
Vi tilbyder gode ansættelsesvilkår med løn og pension i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer. Stillingen er på fuld tid.
Der er adgang til frokostordning.
Søg stillingen
Du søger stillingen ved at trykke på linket i bunden af denne side. Ansøgningsfristen er mandag 6. januar 2025. Vi holder samtaler løbende.
Markér gerne i din ansøgning, hvilken stilling du søger, eller om du søger stilling på begge medier.
I Nordiske Medier ønsker vi at afspejle det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Om os
Nordiske Medier er en af Skandinaviens største virksomheder inden for specialmedier og udgiver nogle af Skandinaviens ældste og mest læste fagblade. Virksomheden dækker nordisk erhvervsliv med konstruktive, troværdige og uafhængige nyheder med særligt fokus på at være helt tæt på de brancher, vi beskæftiger os med.
Nordiske Medier er en del af Det Nordjyske Mediehus-koncernen og har 250 medarbejdere med base i Aalborg, København, Odense, Oslo og Stockholm. Nordiske Medier udgiver over 50 medier og afholder mere end 80 brancherettede events årligt. Derudover står vi bag udgivelsen af over 100 forskellige specialmagasiner og nyhedsbreve. Vi udsender online-nyhedsbreve til flere end 550.000 modtagere, og vi har 450.000 læsere på vores printmedier.
Se evt. mere om Nordiske Medier på https://www.nordiskemedier.dk/
Send ansøgning >
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: