Børnefaglig rådgiver til Red Barnets indsats "SletDet"
Red Barnet
Har du en stærk børnefaglighed og erfaring med rådgivning af børn og unge? Har du erfaring med projektarbejde? Og brænder du for at hjælpe børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser? Så er det måske dig, der skal være med til at drive og udvikle rådgivningstjenesten "SletDet".
Vi søger en børnefaglig rådgiver, som skal bidrage til driften og udviklingen af rådgivningstjenesten
"SletDet"
samt indgå i Red Barnets øvrige indsatser for at beskytte børn mod digitale krænkelser.
"SletDet" hjælper børn og unge, der har oplevet digitale krænkelser. De børn og unge, der ringer til os, har f.eks. oplevet at få delt et nøgenbillede uden samtykke, været udsat for grooming, afpresning eller online mobning. Som børnefaglig rådgiver bliver du en del af rådgivergruppen i "SletDet" og vil indgå i vagtplanen. Rådgivningstimerne kan variere afhængigt af de øvrige arbejdsopgaver i teamet, men forventes at udgøre cirka 20 timer om ugen. Der vil være rådgivningsvagter i tidsrummet kl. 11-20.
Arbejdsopgaver
- Rådgivning af børn, unge, forældre og fagpersoner om digitale krænkelser via brevkasse, telefon og chat i "SletDet"-Rådgivningen.
- Formidling af viden om digitale krænkelser og relaterede emner til fagpersoner, børn og unge samt forældre.
- Bidrage til at sikre høj kvalitet i rådgivningsarbejdet.
- Deltage i projektarbejde relateret til "SletDet"-Rådgivningen.
Udover ovenstående vil du indgå i forskellige projekter, der understøtter vores arbejde med at beskytte børn mod digitale krænkelser. Derudover håber vi, at du vil bidrage til Red Barnets strategiske mål om aktiv inddragelse af børn og unge.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse og gerne en børnefaglig profil.
Derudover håber vi, at du:
- Har erfaring med og brænder for rådgivning af børn, unge, forældre og fagpersoner.
- Er dygtig til projektkoordinering.
- Har evnen til at formidle specialiseret og kompleks viden på en let forståelig måde - både mundtligt og skriftligt.
- Har viden om og interesse for digital udvikling og platforme, der er relevante for beskyttelse af børn og unge mod digitale krænkelser.
Dine personlige kompetencer er også vigtige, og vi håber, at:
- Du træffer beslutninger baseret på faglig ekspertise og erfaring.
- Du tager ansvar for dit arbejde med stor selvstændighed.
- Du fremmer dialog med kollegaer og samarbejdspartnere.
Teamet
Beskyttelse mod Digitale Krænkelser er en del af National Afdeling og består af 10 dygtige og engagerede kollegaer. Teamet arbejder højspecialiseret og målrettet med at udvikle og kvalificere Red Barnets kapacitet og kompetence til at yde den rette hjælp til børn og unge, der udsættes for digitale krænkelser og overgreb. Du kan derfor se frem til en arbejdsdag, der er både udfordrende og spændende, præget af dygtige og engagerede kollegaer.
Du kommer til at referere til chefen for Team Beskyttelse mod Digitale Krænkelser.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst mellem Red Barnet og AC-organisationerne samt Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund. Ansættelse sker i en AC-stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Rekrutteringsproces
Ansøgningsfristen er den 8. januar 2025 kl. 12.00, og jobsamtaler forventes afholdt i uge 3 og 4.
Bemærk, at vi kun modtager ansøgninger via vores rekrutteringssystem.
Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Bodil Liv Holm (Chef for Team Beskyttelse mod Digitale Krænkelser) på mail: [email protected]
Afdeling:
Lokation: Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: