Urban landskabsingeniør eller lignende til forvaltning af grønne områder i Sønderborg Kommune
Sønderborg Kommune
Urban landskabsingeniør eller lignende til forvaltning af grønne områder i Sønderborg Kommune
Vil du bidrage til at Sønderborg Kommune er et smukt og grønt sted at bo? Kan du omsætte politiske ønsker til virkelighed? Så kan det være dig vi søger som forvalter af grønne områder i Sønderborg Kommune.
Vi mangler en kollega til planlægning, opgavebestilling og administration af kommunens grønne arealer. Så hvis du er uddannet inden for arealforvaltning og pleje af grønne arealer, og hvis du i øvrigt er erfaren med administrative opgaver, så tag lige et kig på den spændende stilling herunder.
Om stillingen
I Anlæg og Infrastruktur bliver du en del af afdelingens bestillerfunktion for udførelse af driftsopgaver, renoveringsopgaver og nyanlæg inden for det grønne område. Hertil kommer fx sager om anlæg og drift af naturstier og drift og vedligehold af springvand. Du bidrager også til den øvrige planlægning i kommunen, fx til lokalplaner, når disse omfatter kommunalt ejede, grønne anlæg.
De kommunalt ejede, grønne arealer i byerne skal fremstå velplejede og velindrettede, og det skal du have øje for, med samtidigt hensyn til økonomien på området.
Vi er 19 medarbejdere i afdelingen. Du bliver en del af et lille team på to medarbejdere, som har Entreprenørafdelingen som nær samarbejdspart. Opgaveløsningen sker i tæt samarbejde mellem jer, mens den daglige, interne opgavebestilling sker via Driftweb, som er kommunens system til styring af driftsopgaver. En del af driften af kommunens grønne områder sker efter tilstandskrav.
Stillingen giver nær kontakt til kommunens borgere, som melder opgaver ind via app’en Giv et Praj, eller som skriver eller ringer ind til afdelingen med ønsker og spørgsmål.
Der er stor interesse for kommunens grønne arealer, så en del af stillingen er også at forberede sager til politisk behandling.
Vi tilbyder
- en spændende og udfordrende stilling, hvor du har mulighed for at sætte dit præg på de grønne arealer og rekreative stier i Sønderborg Kommune.
- en stilling som veksler mellem tilsyn i marken og administrative opgaver på kontoret
- gode muligheder for udvikling af dine faglige og personlige kompetencer via efteruddannelse og via tillidsfuld sparring med engagerede kolleger i forvaltningen
- et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø hvor vi kommer hinanden ved og påskønner kontorfællesskabet.
Hvem forestiller vi os som ny kollega?
Vi forestiller os at du har en uddannelse inden for parkforvaltning eller lignende, fx som urban landskabsingeniør eller skov- og landskabsingeniør, eller nært kendskab til arealadministration for grønne områder i byer. Kommunal erfaring er absolut et plus.
Herunder ønsker vi os at du:
- er administrativt dygtig, og kan skrive notater, sagsfremstillinger m.m. til brug for planlægning og til betjening af politiske udvalg.
- har et godt plantekendskab, og er opmærksom på bæredygtighed og biodiversitet i drift og anlæg
- ved hvordan byens træer etableres med rodvenlig befæstelse, plejes og beskyttes bedst muligt
- besidder en stor grad at ”datahygiejne” og er en erfaren bruger af GIS, til brug for registreringer af grønne arealer
- har kendskab til lovgivningen inden for naturbeskyttelse og til naboretlige regler
- kan navigere i komplekse sager og være problemløser
- er god til at samarbejde professionelt i alle retninger
- kan styre drifts- og anlægsøkonomi
- er velformuleret i skrift og tale, og skaber tillid i de mange eksterne og interne kontaktflader i stillingen
- er holdspiller, og er bevidst om at vi arbejder i et fællesskab om en overordnet fælles opgave
- automatisk tænker over, og udfordrer os på, om der er forbedringspotentialer i vores arbejde og samarbejde om de grønne arealer.
Hvem er vi?
Der er stor aktivitet i Sønderborg Kommune, og vores dagligdag i forvaltningen Teknik, Miljø og Bæredygtighed er fyldt med spændende opgaver på det grønne område.
Anlæg og Infrastruktur har til huse i rådhusannekset i det centrale Sønderborg, og består af 19 medarbejdere og en afdelingsleder.
Du bliver én af to medarbejdere som har arealforvaltning af grønne områder som hovedopgave.
Vi arbejder med planlægning, anlæg og drift af veje, broer, grønne områder, stier, fritidsfaciliteter og kollektiv trafik, og er kommunens myndighed i forhold til vejlovgivningen.
Anlæg og Infrastruktur har et tæt samarbejde med Entreprenørafdelingen, som er kommunens udførende enhed på vej- og parkområdet. Entreprenørafdelingen er en del af det nyoprettede Drift og Beredskab Sønderborg.
Der er stor offentlig og politisk interesse for de opgaver der løses i Anlæg og Infrastruktur, og derfor er vi meget opmærksomme på at kunne forklare rationalet bag de løsningsforslag vi leverer.
Vi betjener hovedsageligt Teknik-, By- og Boligudvalget samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling, med tiltrædelse snarest muligt.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.
Ansøg stillingen
Ansøgningsfristen er onsdag den 15. januar 2025 og samtalerne forventes afholdt onsdag den 22. januar 2025.
Ønsker du at vide mere om stillingen og afdelingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Keld Rysgaard på tlf. 2790 8111, eller på [email protected].
Afdeling:
Lokation: Region Syddanmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: