Chefsygeplejerske til Neurologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital - Region Nordjylland
Region Nordjylland
Vi søger en visionær, innovativ og dygtig chefsygeplejerske til Neurologien.
Brænder du for ledelse og drømmer du om at bidrage til udviklingen af personalegruppen frem mod udflytningen til Hospitalsbyen, så er denne stilling et oplagt valg.
Du vil som chefsygeplejerske indgå i en unik afdelingsledelse med cheflægen, chefsygeplejersken for Neurologisk sengeafsnit for Stroke og den ledende lægesekretær. Kendetegnende for vores samarbejde er, at vi i fællesskab og med respekt for hinandens perspektiv arbejder team-orienteret og eksempelvis repræsenterer hinanden i forskellige mødefora. Der er altid plads til humor og sparring.
Du vil, i samarbejde med de ledende overlæger, være leder for Neurologisk sengeafsnit, Neurologisk ambulatorium, Neurofysiologisk afsnit og Demensenheden. Derigennem vil du som led i den patientnære ledelse have et tæt samarbejde med afdelingens ledende overlæger for Neurologisk sengeafsnit, Neurologisk ambulatorium, Neurofysiologisk afsnit og Demensenheden.
Derudover vil en af dine første opgaver sammen med de ledende overlæger og den resterende del af afdelingsledelsen være at se på ledelsesorganiseringen af den klassiske neurologi på Aalborg Universitetshospital Nord frem mod Hospitalsbyen.
Du vil referere til vicedirektøren for afdelingen.
Afdelingen og opgaven som chefsygeplejerske
Neurologisk sengeafsnit er beliggende på Aalborg Universitetshospital Nord og har 14 disponible senge. Afsnittet modtager patienter fra hele Region Nordjylland til udredning, vurdering, pleje og behandling af eksempelvis epilepsi, parkinson, hjernetumor, ALS, sklerose og andre sygdomme med neurologiske symptomer.
Neurologisk ambulatorium har sygeplejersker, som varetager selvstændige konsultationer på flere forskellige neurologiske lidelser. Dette foregår i tæt samarbejde med teamet omkring patienten.
Neurofysiologisk afsnit udfører diagnostiske undersøgelser udført af neurofysiologiassistenter og læger.
Demensenheden er en tværfaglig enhed, som i samarbejde med Geriatrien og Geronto-psykiatri varetager udredning og behandling af patienter med demens.
Du vil som chefsygeplejerske blive leder for 54 medarbejdere på sengeafsnit, dagafsnit og ambulatorium fordelt på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Neurofysiologisk afsnit er bemandet med 11 medarbejdere (neurofysiologiassistenter og elever).
Personalet er meget dedikeret og bidrager til et godt arbejdsmiljø. Der er 2 velfungerende TRIO’er, som indgår i afdelingens Tvær-MED, hvor der er fokus på at løse opgaver i fællesskab.
Plejepersonalet yder både specialiseret neurosygepleje og almen grundlæggende sygepleje, herunder observation, vurdering og behandling med en rehabiliterende tilgang, og har en meget koordinerende rolle i de enkelte patientforløb. Desuden indgår plejepersonalet aktivt i det tværfaglige team omkring patienten, hvilket er en forudsætning for det gode patientforløb.
I sengeafsnittet er arbejdet organiseret ud fra tildelt patientpleje. Der foregår en kontinuerlig faglig udvikling og tilpasning ud fra patientindtaget.
Der er stort fokus på forskning og uddannelse, og du vil som leder være med til at sikre fremtidens patientforløb gennem katalysering af projekter både monofagligt og tværfagligt. Herunder et tæt samarbejde med UUU-sygeplejersker, kliniske afdelingskoordinatorer (KAK) og de tilknyttede professorer, ledende overlæger og overlæger.
I forbindelse med udflytningen til Hospitalsbyen har der de seneste år pågået et tæt samarbejde omkring etablering af et fælles sengekryds med Neurologisk afdeling, Neurokirurgisk afdeling, Øre-, Næse- og Halsafdelingen og Øjenafdelingen, hvilket er kommet til den fase, hvor medarbejderrepræsentanter - i samarbejde med ledelsen - er i gang med at planlægge udflytningen. Dette er selvsagt en meget spændende proces, hvor man som leder får mulighed for at prøve sig selv af på alt, hvad der har med organisatorisk forandring at gøre.
Vi tilbyder
- En spændende lederstilling, hvor du får medarbejdere og kolleger med mange års anciennitet, stor erfaring i og viden om neurologisk sygepleje og behandling.
- Tværfagligt samarbejde omkring patientforløb med fokus på høj kvalitet.
- Mulighed for egen kompetenceudvikling og læring for personalet i et anerkendende fagligt og socialt arbejdsmiljø.
- En stilling, hvor du deltager i møder og seminarer i Vicedirektør Organisatorisk Enhed 5 (VDO5) sammen med ledelseskolleger fra andre specialer, hvor der er mulighed for sparring og netværksdannelse.
- Introduktionsforløb til funktionen og tilbud om deltagelse i Regionens obligatoriske ledelsesudviklingsforløb.
- En central rolle i etableringen af Neurologisk afdeling i Hospitalsbyen.
- Et støttende og samarbejdende ledelsesteam, som mødes hver onsdag, arbejder godt sammen omkring både drift og udvikling, og hjælper hinanden på tværs af faggrænser og matrikler.
Om dig
- Du har stor erfaring med personaleledelse i den kliniske praksis fra sengeafsnit eller ambulatorium og du ved, at god personaleledelse er vejen til at nå vores mål.
- Du har en formel lederuddannelse, eller er villig til at få en.
- Du kan oversætte og omsætte visioner, strategi og handleplaner til konkrete handlinger i personalegruppen - til gavn for patienterne.
- Du finder udfordringer i at arbejde med komplekse patientforløb med inddragelse af personale og patienter/pårørende.
- Du er god til at koordinere og kan bevare overblikket i en travl hverdag.
- Du er en synlig og engageret leder med gode kommunikative evner.
- Du er parat til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med resten af afdelingsledelsesteamet.
- Du er omstillingsparat og evner at se muligheder.
- Du vil medvirke til et godt arbejdsmiljø, hvor nøgleord er ansvarlighed, rummelighed, åbenhed, fleksibilitet og positivt engagement.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte konstitueret vicedirektør Lis Bjerregaard, tlf. 4062 2156 / mail: [email protected], eller chefsygeplejerske Tine Steenholt Rasmussen, tlf. 9766 2269 / mail: [email protected].
Formalia
Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer med tiltrædelse den 1. marts 2025 eller tidligere. Ansøgningsfristen er den 10. januar 2025.
Løn og ansættelsesforhold iht. gældende overenskomst.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 21. januar 2025.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: