Konsulent til teamet for Bæredygtighed og Forretningsudvikling hos Teknologisk Institut
Teknologisk Institut
Vil du være med til at fremtidssikre vores kunders forretning og dermed styrke dansk konkurrenceevne? Teknologisk Institut søger en ny kollega inden for bæredygtighed og innovation
Rådgivning i ansvarlig forretningsudvikling
Du vil blive tilknyttet teamet for Bæredygtig Forretningsudvikling, som arbejder i krydsfeltet mellem de faglige felter bæredygtighed og innovationsledelse. Vi rådgiver virksomheder i, hvordan de kan udvikle deres forretning i en mere ansvarlig retning.
Som en del af vores større innovationsprojekter vil du også komme til at samarbejde med andre vidensinstitutioner, hvor vi sammen udvikler nye metoder, værktøjer og deler viden om bæredygtighed og innovation. Dine primære arbejdsopgaver vil i samarbejde med vores kunder være at:
- Drive strategiprocesser inden for ansvarlig forretningsudvikling, herunder inspirere til innovative løsninger og skabe fremdrift på implementeringen af initiativer
- Designe værditilbud som tilstræber lavere miljøpåvirkning for eksempel gennem cirkulære designstrategier, serviceudvikling og skabe indsigt i brugere
- Undervise og inspirere inden for det faglige felt bæredygtighed og innovation, herunder strategi og ledelse, cirkulære forretningsmodeller, reduktion af negative påvirkninger, regenerativ forretning osv.
- Facilitere workshops for at afklare behov, udvikle idéer, træffe beslutninger om teknologiinvesteringer, samarbejde mellem virksomheder mv.
Konsulent med viden om bæredygtighed og forretningsudvikling
Du vil trives hos os, hvis du kan lide at møde nye mennesker, skabe nye, brugbare løsninger og naturligt tager initiativ til at få en opgave skubbet fremad. Vi lever af virksomhedsrådgivning, så det er afgørende, at du trives med at tage udgangspunkt i kundens situation og søger konkrete skridt, der hjælper kunden videre i den ønskede retning.
Vi har mange typer opgaver og ansvarsområder, som vi kan matche med dine ønsker og dit erfaringsniveau. Du kan være nyuddannet, have flere års erfaring som konsulent eller være i slutningen af din karriere – det vigtige er, at du er god til at indgå i et team og kan være proaktiv i en kunderelation.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende
- Har en faglighed og erfaringer inden for emner som innovationsledelse og bæredygtighed
- Har kendskab til eller en særlig viden eller interesse for emner som f.eks. compliance, data, biodiversitet, cirkularitet, adfærd, certificeringer, green claims, ESG osv.
Innovation og Digital Transformation
Som en del af sektionen Bæredygtig Forretningsudvikling bliver du en del af centeret Innovation og Digital Transformation, hvor vi er mere ca. 25 konsulenter, som alle arbejder med ledelse af innovation inden for forskellige faglige fokusområder fx digital transformation, serviceinnovation, bæredygtighed og modstandsdygtighed.
Vi tilbyder et innovativt og udviklingsorienteret miljø med et samarbejdsvilligt team og inddragende ledelse, hvor du vil opleve stor indflydelse på både egne opgaver og teamets strategi. Derudover er der mulighed for at tilrettelægge din arbejdstid, så den passer til dit liv, herunder mulighed for hjemmearbejdsdage.
Kontakt
Du behøver ikke skrive en ansøgning, men inkludér en lille indledning i dit CV, hvor du kortfattet skriver, hvorfor du mener, du vil passe til stillingen hos os. Vi ser frem til at høre fra dig.
Ansøgningsfristen er den 17. januar 2025. Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt sektionsleder Emil Sunesen på tlf. nr. 7220 1866 eller centerchef Jan Overgaard på tlf. nr. 7220 2022.
Bemærk venligst, at det ikke vil være muligt at kontakte os fra den 20. december til og med den 1. januar 2024, da vi holder lukket mellem jul og nytår. Vi vil dog være tilgængelige den 23. og 27. december.
Teknologisk Institut værdsætter mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund.
Lokation: Taastrup