Udskrivelseskoordinator søges til ortopædkirurgisk afdeling
Region Syddanmark
Vil du være med til at gøre en forskel i indsatsen for et trygt og sammenhængende patientforløb mellem udskrivelse fra sygehus til eget hjem og primær sektor, så er her muligheden for at søge stillingen som udskrivelseskoordinator på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus Sønderjylland.
Vi søger:
En sygeplejerske, der har særlig interesse for udskrivelse, det sammenhængende patientforløb og samarbejdet med primærsektor.
Du vil blive en del af ortopædkirurgisk sengeafdeling og sammen med læger, plejepersonale og terapeuter i fællesskab arbejde for at sikre den gode udskrivelse, således at både patienter og pårørende oplever sammenhæng og tryghed under udskrivelse og sektorovergange.
Du vil primært have fokus på de komplekse udskrivelser hvor SAMBO-aftalen gælder, da det forventes at afsnittets medarbejdere selv vil kunne klare de mindre komplekse udskrivelser.
Du vil i samarbejde med vores oversygeplejersker udvikle stillingen som udskrivelseskoordinator, samt deltage i andre udviklingstiltag i forhold til udskrivelse af den komplekse patient, herunder understøtte vidensdeling i afdelingen.
Du varetager denne funktion fortrinsvis i dagtid i klinisk praksis og stillingen indebærer, at man arbejder hver 3. weekend.
Vi forventer at:
Du har erfaring med arbejdet omkring udskrivelse i sygehusregi eller erfaring som hjemmesygeplejerske, visitator eller koordinator fra primærsektor.
Du har gode faglige kompetencer inden for det komplekse forløb og kan identificere patientens behov i forhold til sikker udskrivelse.
Du kan arbejde selvstændigt, være selvigangsættende og trives med en varierende hverdag, der både byder på koordinering af komplekse patientforløb, udvikling, undervisning og formidling samt deltagelse i pleje og omsorg.
Du er god til at kommunikere og skabe gode relationer, har stærke kommunikative og pædagogiske kompetencer og formår at forenkle og formidle det komplekse, idet du evner at motivere og samarbejde på tværs og med forskellige faggrupper.
Du kan lide at undervise kollegaer og dine arbejdsopgaver vil omfatte undervisning og kompetenceudvikling af sygeplejersker, social-og sundhedsassistenter og læger.
Om afdelingen:
Vi er en ortopædkirurgisk afdeling med plads til 21 patienter. Vi modtager både akutte og elektive ortopædkirurgiske indlæggelser. Patienter udredes og behandles for akutte traumatologiske skader – deriblandt patienter med hoftenærefrakturer. Dertil kommer vores traumeambulatorium, som er åbent alle ugens hverdage.
Vi tilbyder:
På ortopædkirurgisk afdeling får du mulighed for at lære, udføre og udvikle den ortopædkirurgiske sygepleje på et højt fagligt plan i samarbejde med dine kollegaer. Dine kollegaer vil være sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med erfaring, der spænder fra nyuddannede til erfarne med over 20 års erfaring.
På ortopædkirurgisk afdeling praktiserer vi God ledelse, hvor vi skaber rammer og tydelig retning for vores medarbejdere. Det betyder, at vi praktiserer kliniknær ledelse og både oversygeplejersken og chefsygeplejersken er tilgængelige og synlige i afdelingen.
På ortopædkirurgisk afdeling har vi fokus på medarbejdernes trivsel og godt arbejdsmiljø, og at medarbejderne oplever at have indflydelse på vagtplanlægningen, så der er balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Ansættelsesforhold:
Løn – og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem DSR og Sygehus Sønderjylland.
Stillingen er på 37 timer, der er dog mulighed for at aftale en deltidsansættelse, helt afhængig af hvad du ønsker. Stillingen ønskes besat 1. februar eller efter aftale. Ansøgningsfristen er den 16.01.25, men der vil blive holdt ansættelsessamtaler løbende. Der indhentes referencer og børneattest inden en evt. ansættelse.
Hør gerne mere om stillingen ved at kontakte chefsygeplejerske Vivian Rieder på telefon 79976752.
Afdeling: Ortopædkirurgi
Stillingsbetegnelse: Sygeplejerske
Arbejdstid: 37
Arbejdssted: Aabenraa
Ansøgningsfrist: 16-01-2025