Afdelingslæge til Københavns Kommunes Center for Rusmiddelbehandling | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Afdelingslæge til Københavns Kommunes Center for Rusmiddelbehandling
Er du læge med hjertet på rette sted og med interesse for at arbejde med alle typer mennesker med rusmiddelproblematikker i en spændende og afvekslende hverdag?
Så står en gruppe dygtige og engagerede kollegaer klar til at byde dig velkommen i Center for Rusmiddelbehandling. Vi søger en afdelingslæge på fuld tid fra den 1. marts 2025 og gerne før, hvis muligt.
Stillingen er vagtfri med arbejdstid primært i dagtimerne på hverdage, dog med arbejdstid til kl. 18 om torsdagen.
Hvem er vi
Center for Rusmiddelbehandling tilbyder behandling af afhængighed af alkohol- og stoffer med årligt ca. 4.000 borgere indskrevet i primært ambulant behandling. Vi har en tværfagligt sammensat medarbejderstab af læger, sundhedsfaglige medarbejdere, socialrådgivere, behandlere, psykologer mv. Du vil blive tilknyttet Rusmiddelbehandling Nyropsgade, hvor målgruppen er borgere med problemer med alkohol, hash og centralstimulerende stoffer.
I Rusmiddelbehandling Nyropsgade vil du møde mennesker fra alle samfundslag, der har det til fælles, at de alle har udfordringer i forhold til rusmiddelbrug. Her kommer du tæt på en side af Danmark, hvor du har mulighed for at hjælpe mennesker i svære perioder af deres liv og støtte dem på vejen til et bedre liv. Det kræver empati, omsorg og omhu samt evne til at samarbejde tæt med mange andre specialer og instanser.
Du vil få en travl hverdag med personligt ansvar for beslutninger i komplekse sager på et højt fagligt niveau og på basis af detaljerede kommunale instrukser. Og du vil samtidig få mulighed for et privatliv ved siden af dit arbejde, fleksible rammer og de personalegoder, som en kommunal arbejdsplads tilbyder.
Hvad går jobbet ud på
En hverdag som afdelingslæge hos os vil hovedsageligt tage udgangspunkt i behandling af rusmiddelbrug, men derudover vil du også varetage udredning og behandling af de ofte forekommende psykiske og somatiske følgesygdomme. Vi har særligt fokus på dobbeltdiagnoser og infektionssygdomme i relation til rusmiddelbruget.
Patienterne møder hyppigt i enheden, da der afholdes behandlingsmæssige samtaler og gruppebehandlinger foruden behandling med medicin. Sundhedsgruppen på Rusmiddelbehandling Nyropsgade består af to afdelingslæger, tre sygeplejersker og fire SOSU-assistenter. Derudover vil du få tæt samarbejde med de øvrige faggrupper i huset og med overlægen og de øvrige afdelingslæger i Center for Rusmiddelhandling.
Søg jobbet, hvis du ønsker at blive en del af en velfungerende rusmiddelbehandling, der kan tilbyde faglig tilfredshed. Et job som har fokus på de syv lægeroller, hvor netop du får lov til at bidrage med dine personlige og faglige kompetencer.
Som afdelingslæge hos os vil du
- indgå i et ambitiøst, engageret og stærkt arbejdsfællesskab med læger og andre sundhedsfaglige
- opleve at få spændende og afvekslende opgaver med store kontaktflader både internt og eksternt
- få mulighed for at deltage i relevante kurser og konferencer internt og eksternt
- deltage i lægemøder hver anden uge med mange specialer repræsenteret i gruppen
- få samarbejde og koordinering med praktiserende læger og hospitaler
- komme til at vurdere behandlingsforløb ud fra en tværfaglig og helhedsorienteret indsats
- være med til at understøtte samarbejdet med Rigshospitalet og Hvidovre Hospitals infektionsmedicinsk ambulatorium ud fra et shared care-princip
- få fleksibiliteten til en spændende karriere og tid til familieliv
Stillingen er vagtfri (dvs. fri aften, nat og weekender).
For at lykkes i jobbet er det vigtig, at du
- er læge med erfaring fra relevant speciale, fx almen medicin, samfundsmedicin, psykiatri eller infektionsmedicin
- kan samarbejde og arbejde tværfagligt og kan rumme, overskue og konkludere på ofte komplekse kliniske problemstillinger
- er god til at tage ansvar, ledelse og initiativ samt få beslutninger gennemført
- er engageret og har en positiv samt inddragende indstilling til patientgruppen med de udfordringer, der særligt kendetegner socialt udsatte mennesker med rusmiddelproblemer
- ønsker at indgå i den løbende udvikling af Center for Rusmiddelbehandling
- forstår vigtigheden af, at din lægefaglige indsats skal dokumenteres og registreres i et brugervenligt, almen praksis-lægesystem, som vi bl.a. anvender til at understøtte kommunikationen over sektorgrænserne
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen er i Socialforvaltningen med arbejdssted i Nyropsgade 7, 2., 1603 København K.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. Den daglige arbejdstid er mandag til fredag i tidsrummet 8-15.30, med én lang dag til kl. 18.00 om torsdagen.
Vi ønsker stillingen besat den 1. marts 2025 eller snarest muligt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest.
Mere information
Er du blevet interesseret og vil høre mere om jobbet og arbejdspladsen? Du er velkommen til at kontakte os, evt. komme forbi til en snak og få en rundvisning i huset.
Kontakt overlæge Clemens Plickert på 21 16 90 35, afdelingslæge Rikke Dollerup på 51 15 59 98, enhedsleder Henrik Velin på 26 74 81 41 eller afdelingsleder Anne Clausen på 24 85 16 80.
Sammen med din motiverede ansøgning beder vi dig uploade dit CV og relevante uddannelsesbeviser.
Du kan læse mere via linket her, om de ydelser vi tilbyder.
Søg via linket senest søndag den 19. januar 2025
Første runde ansættelsessamtaler vil blive afholdt i uge 4.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: