Vores børne- og ungdomspsykiatriske sengeafsnit er i rivende udvikling og har derfor brug for en speciallæge (evt. overlæge), der har mod på faglig ud
Region Nordjylland
Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. marts 2025 eller snarest herefter.
Ansøgningsfristen er d. 26. januar kl. 23.59, og samtaler forventes afholdt i uge 5.
Vi er lige nu et mindre sengeafsnit med 11 døgnpladser og et dagafsnit med plads til 7 børn. Døgnpladserne anvendes fortrinsvist til børn og unge i alderen 12-17 år med behov for udredning og/eller behandling under indlæggelse, både akut og elektivt. Dagafsnittet varetager primært udredning og/eller behandling af yngre børn (fortrinsvist skolebørn, men på sigt også førskolebørn) med komplekse problemstillinger, hvor den ambulante indsats ikke har været tilstrækkelig.
Vi har et godt og tæt samarbejde med ambulatorierne i afdelingen samt de pædiatriske og øvrige somatiske afdelinger, der også ofte er involveret i patientforløbene, ligesom vi arbejder tæt sammen med kommunerne for at sikre gode overgange.
Dine arbejdsopgaver som speciallæge (evt. overlæge) vil både fokusere på konkrete opgaver tilknyttet de planlagte forløb med udredning og behandling, men lige så meget varetagelse af akutte opgaver, hvor tryg opfølgning og gode overgange er i fokus.
Du vil, sammen med den ledende oversygeplejerske og den ledende overlæge, have en vigtig funktion i forhold til at sikre en faglig udvikling i sengeafsnittet, herunder understøtte miljøpersonalets arbejde gennem supervision, sparring, konferencer og undervisning - dette ud fra en mentaliseringsbaseret teoretisk referenceramme, som er under udarbejdelse.
De kommende år ser vi ind i flere spændende tiltag. I løbet af 2026 åbner Ungehjemmet Bifrost, som er regionens nye botilbud til børn og unge med svær selvskade. Herfra vil der være et tæt og gensidigt forpligtende samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, og denne patientgruppe vil derfor forventeligt få brug for indlæggelser i kortere eller længere perioder. At arbejde med selvskadens psykologi ud fra en mentaliseringsbaseret teoretisk referenceramme med en fællesfaglig forståelse bliver i høj grad det, vi vil fokusere på i et tværsektorielt samarbejde.
I 2026 forventer vi at udvide antallet af sengepladser, når vi flytter i spritnye og moderne lokaler på Nyt Aalborg Universitetshospital. Du vil også komme til at indgå i overvejelserne om fagligt meningsfulde justeringer i denne proces.
Hvad ønsker vi af dig:
- Uddannet speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri
- Fagligt engageret, udviklingsorienteret og i stand til at arbejde selvstændigt
- Fleksibel og med gode samarbejdsevner
- Er bevidst om egne grænser og i stand til at bede om hjælp
- Trives i det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde
- Gerne erfaring med konsultativt og forebyggende arbejde eller interesse herfor
Og hvad kan vi så tilbyde:
- Du har muligheden for at blive en del af et afsnit med fantastiske kolleger
- Du vil spille en vigtig rolle i udviklingen af afsnittet
- En afdeling, der vægter fagligheden højt – både i udredningen, behandlingen og i overgange
- En lille region, hvor der er let adgang til såvel kolleger som ledelsen
- En udviklingsorienteret, dynamisk arbejdsplads med mulighed for faglig og personlig udvikling
- Gode muligheder for at fortsætte eller påbegynde forskningsprojekter eller relevant efteruddannelse/subspecialisering
Lidt om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling generelt:
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling er en del af Psykiatrien i Region Nordjylland samt Aalborg Universitetshospital og er regionsdækkende. Vi har tre ambulatorier, en enhed med fokus på udvikling af tværsektorielt samarbejde, et sengeafsnit og en dagafdeling.
Vores overordnerede værdier i hele organisationen beror på værdierne: Indflydelse, Tillid, Ordentlighed og Professionalisme (ITOP). Vi har et stort ledelsesmæssigt fokus på at sikre hensigtsmæssig balance mellem opgaver og ressourcer.
Fremtidens Børne- og Ungdomspsykiatriske Afdeling har tillige disse værdier i spil i det tætte samarbejde med primærsektor, så vi i stadig højere grad får fælles fokus på, at rette behandling gives til rette barn/ung, at det gives af den rette faglighed og på rette tidspunkt - uanset om indsatsen hovedsageligt sker i primærsektor eller i hospitalspsykiatrien. Hermed understreges også vigtigheden af, at børne- og ungdomspsykiatrien står tæt sammen med relevante aktører omkring familien, hvor rette indsats bliver en fælles viden.
Børne- og ungdomspsykiatrien samarbejder tæt med en veletableret forskningsenhed, hvor der arbejdes med konkrete forskningsprojekter, international undervisning samt med at stimulere, styrke og synliggøre den børne- og ungdomspsykiatriske forskningsindsats. Der er her fokus på, at forskningen er kliniknær, og at den har relevans i den daglige kliniske praksis.
Du indgår i dækning af vagtberedskab, dels i dagtid på hverdage, og som overlæge vil du ligeledes indgå i varetagelse af beredskabsvagter fra hjemmet udenfor dagtid.
Har du lyst til at høre mere om afdelingen og/eller stillingen, er du velkommen til at kontakte cheflæge, Linda Hardisty Bramsen, på e-mail: [email protected] / telefon: 2339 3228. eller ledende overlæge i sengeafsnittet, Malene Budde, på e-mail: [email protected] / telefon: 4026 7952.
Det praktiske
Løn - og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.
I henhold til Region Nordjyllands ansættelsesprocedure indhentes straffe- og børneattest, hvor medarbejderen har kontakt med børn og unge under 15 år.
Der er røgfri arbejdstid i Psykiatrien i Region Nordjylland. Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden – hverken inde eller ude.
Du sender din ansøgning ved at trykke på ”Søg job”-knappen og udfylde den formular, som kommer frem. Du kan vedhæfte ansøgning, CV og eventuelle bilag.
Vi modtager udelukkende ansøgninger via linket i stillingsopslaget. Ansøgninger sendt på e-mail vil ikke blive behandlet.
Ansættelse: Den 1. marts 2025 eller snarest derefter.
Ansøgningsfrist: Den 26. januar 2025 kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler: Uge 5.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: