Funktionsleder til Patient- og Brugerservice på Rigshospitalet
Region Hovedstaden
Vægter du høj service til kunder og tryghed hos dine medarbejdere højt, og kan du sætte retning samt engagere og lede medarbejdere?
Så søger Patient- og Brugerservice en funktionsleder, som hver dag skal sikre gode, trygge rammer, så vores medarbejdere kan udføre deres kerneopgaver.
Om os
Patient- og Brugerservice er en del af Servicecentret på Rigshospitalet, hvor troværdighed, ansvarlighed, professionalisme og trivsel er højt prioriterede værdier. Vi er fordelt på to matrikler: Rigshospitalet på Blegdamsvej og Rigshospitalet i Glostrup. Til daglig er vi de første, patienterne møder, når de træder ind i forhallen på hospitalet. Vi betjener informationen, styrer omstillingen og løser en lang række andre opgaver, der hjælper og understøtter hospitalets brugere. Og så har vi ansvaret for Patienthotellet, som er et alternativ til indlæggelse.
Om stillingen
Du vil blive en ud af tre funktionsledere under funktionschef Jan Krogshede, og du får både fag-, personale- og driftsledelse. Jan Gluch er funktionsleder på Glostrup-matriklen, mens du og Karine Mercebach har funktionsledelsen for Blegdamsvej-matriklen. I har hver jeres ansvarsområder i det daglige. Du får ledelsen for følgende serviceområder: kopicentralen, personaletoget, postafdelingen, prøvetransport, vagter, tjenestebiler og flytteservice inkl. møbeldepot. Hovedparten af dine serviceområder har ansvaret for at levere ydelser til vores kunder, og vi sætter en stor ære i at levere en god kvalitet og overholde alle aftaler om tidspunkter m.m.
Vi forventer derfor, at du som leder har en solid viden om logistik, som du i det daglige kan bruge til at sikre de mest optimale arbejdsgange for medarbejderne. Vi forventer også, at du er vant til at sikre implementering af beslutninger i hverdagen, hvor du kan balancere mellem beslutninger, der vægter god service, og samtidig tilgodeser de gode arbejdsforhold for medarbejderne og den mest optimale fordeling af ressourcer til opgaverne. Du vil indgå i arbejdet med arbejdsmiljø, rekruttering, kompetenceudvikling, vagtplanlægning, ressourcestyring – og du vil i høj grad skulle planlægge og koordinere i dagligdagen.
Stillingen indebærer tæt dialog og samarbejde med øvrige afdelinger på hospitalet omkring dagligdagens serviceydelser. Til daglig vil du indgå i et tæt samarbejde med dine to funktionslederkollegaer og funktionschefen, da der er mange snitflader og tværfaglige relationer mellem de tre funktionsområder.
Vi forventer, at du har:
- erfaring med både faglig og personalerelateret ledelse fra sundhedsvæsenet
- solid erfaring med logistik og service
- viden om optimering og styring af processer og produktion
- erfaring med budgettering, prioritering og økonomistyring
- en analytisk og systematisk tilgang til opgaveløsning
Ligesom du kan sætte en klar retning med afsæt i den enkelte medarbejder.
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Tjenestested er Rigshospitalet på Blegdamsvej.
Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.
Yderligere oplysninger
Hvis vi har fanget din interesse, eller du har spørgsmål, så tag gerne kontakt til os:
Funktionschef Jan Krogshede på telefon: 35 45 15 56
Ansøgningsprocedure
Du søger stillingen via linket i annoncen.
Ansøgningsfrist d. 13. januar 2025.
Vi forventer at afholde samtaler løbende.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Afdeling:
Lokation: Rigshospitalet - Blegdamsvej
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: