Teamleder – Driftsudvikling og Data, Energi & Asset Management
Silkeborg Kommune
Vil du være med til at sætte retning for udviklingen af de kommunale bygninger i Silkeborg Kommune – og har du lyst til at stå forrest i udviklingen af dine to teams.
Du bliver teamleder i en nyoprettet stilling for to stærke teams af specialister, som arbejder med tværgående udvikling indenfor byggeri og bygningsdrift.
Du får ansvaret for at sikre udvikling og kvalitet i dine to teams’ leverancer indenfor områder som bl.a. energi, indeklima, bygningsteknik, dataanvendelse, digitalisering og procesoptimering samtidig med at du understøtter trivsel og faglig udvikling for medarbejderne.
Silkeborg Kommune oplever i disse år stor vækst og vi har behov for at udvide og transformere mange af de kommunale bygninger. Samtidig skal vi tænke nyt og sikre en effektiv og bæredygtig drift og anvendelse af de kommunale ejendomme. Det kalder på et stærkt blik for den tværgående udvikling
Silkeborg Kommune Ejendomme
Ejendomsstaben varetager det samlede ansvar for drift og udvikling af kommunens ejendomsportefølje på ca. 650.000 m2 efter principperne i Facility Management.
Du vil blive en del af sektionen Projekt- & Driftsudvikling, hvor mange specialister og fagligheder er samlet. I sektionen har bl.a. vi ansvaret for at drive den tværgående udvikling og for at opstarte projekter. Sektionen består af tre teams.
Driftsudvikling og Data, Energi og Asset management
Du vil blive teamleder for to teams:
Driftsudvikling. Teamet består af specialister som bl.a. arbejder med VVS, el, ventilation, CTS og anden bygningsteknik samt andre aspekter af bygningsdrift. Teamet arbejder med at sikre rette kvalitet i bygningsdriften og byggeprojekter med drift, komfort og økonomi for øje og med at sikre sammenhæng mellem projekt- og drifts-organisation ved byggerier.
Teamets projektledere er desuden ansvarlige for egne udviklingsprojekter i de kommunale bygninger.
Data, Energi & Asset management. Teamet sikrer drift og udvikling af Ejendommes tværgående FM-systemer, data-anvendelse og digitalisering. Her vedligeholdes og udvikles også data-overblikket over bygninger, bygningsdele, tekniske anlæg og energiforbrug.
Teamet understøtter kollegaerne, samarbejdspartnere og ledelsen med data og analyser og identificerer potentialer for udvikling og forbedring. Teamet driver desuden den digitale udvikling i staben. Bl.a. med fokus på udnyttelse af kunstig intelligens og nye værktøjer.
Kendetegnende for begge teams er et højt fagligt niveau og erfarne medarbejdere med lyst til selvledelse og udvikling.
De to teams repræsenterer mange fagligheder forankret hos specialister og dygtige medarbejdere. Din opgave vil derfor især bestå i at sikre koordinering på tværs af medarbejdere og de to teams, og sikre at medarbejdernes fokus er på tværgående udvikling.
Du vil ikke have viden og indsigt indenfor alle fagområder, men via din nysgerrighed og struktur er du i stand til at motivere og udfordre alle dine medarbejdere.
Rollen som teamleder
Som teamleder for de to teams vil du i samarbejde med sektionslederen have ansvaret for at sikre den overordnede retning for sektionen samt sikre at dine teams’ leverancer når i mål og lever op til rette kvalitet – og ikke mindst at dine teams’ ansvars- og indsatsområder er synkroniseret med resten af staben og i overensstemmelse med organisationens målsætninger og strategiske retning.
Ledelsesopgaver vil forventeligt udgøre størstedelen af arbejdstiden. I den resterende arbejdstid vil du håndtere egne projekter og opgaver i teamet, hvor du får mulighed for at sætte din egen faglighed i spil.
Stillingen som teamleder er nyoprettet. Alle medarbejdere har tidligere haft reference til sektionslederen.
Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Personaleledelse med fokus på at sikre faglig udvikling og trivsel af to teams med fem medarbejdere i hvert team
- Ressourceplanlægning samt planlægning og prioritering af teamenes projekter og opgaver i samarbejde med medarbejderne
- Udvikle og vedligeholde stærke samarbejdsrelationer for dig selv og medarbejderne i vores organisation samt med samarbejdspartnere
- Sikre den faglige retning for teams, sektionen og vores ansvarsområder
- Sikre standardisering og struktur i medarbejdernes leverancer og samarbejde med kollegaerne
- Bidrage til teamets opgaveløsning indenfor din egen faglighed
Efter kort tid i stillingen har du skabt dig et overblik over projekter og opgaver, og du begynder at kende dine medarbejdere samt deres styrker og potentialer.
Efter længere tid i stillingen har du et overblik over de to teams styrker og udviklingspotentialer og du indgår som en naturlig del af ledelsen i sektionen og bidrager til den tværgående udvikling.
Du leverer en sikker hånd på ledelsen af medarbejderne og indgår som en naturlig del af de to teams, hvor din faglige indsigt og nysgerrighed er med til at udvikle kvaliteten i vores arbejde og sætte mål for medarbejderne.
Du er samtidig en integreret del af fællesleder-gruppen i Ejendomme, hvor du understøtter lederkollegaerne med et skarpt blik for udviklingspotentialer og hvor du sætter medarbejdernes kompetencer i spil for at sikre udvikling i et tværgående perspektiv.
Din arbejdstid fordeler sig mellem skrivebordet, mødelokaler, hjemmearbejdsplads og med kollegaerne ude i bygningerne. Dine snitflader vil være mange og bl.a. omfatte medarbejderne i sektionen, de øvrige teamledere i Ejendomme, samt dine kollegaer bredt i den kommunale organisation, hvor du på sigt navigerer trygt og bliver et naturligt centrum for dine medarbejderes leverancer og kompetencer. Du vil ligeledes få mange snitflader ud af vores organisation, når du og medarbejderne inddrager eksterne kompetencer.
Baggrund og kvalifikationer
Du har formentligt en uddannelse eller erfaring indenfor ledelse, og har kendskab til processer indenfor byggeri og/eller bygningsdrift. Du kan vinge flere af nedenstående kvalifikationer af:
- En teknisk baggrund indenfor Facility Management, byggeri, bygningsinstallationer eller tilsvarende
- En systematisk og struktureret tilgang til problemløsning og planlægning
- Erfaring med planlægning og strukturering af projekter og processer
- Kendskab til snitfladerne mellem drifts-organisation og projekt-organisation
- Efterspørger og anvender data i dine beslutninger
- Lyst til at stå forrest og drive en udvikling og til at udvikle dine medarbejdere
- En evne og lyst til at tilegne dig viden indenfor nye områder
Det forventes, at man vil uddanne sig indenfor de områder hvor det er relevant.
Vi tilbyder:
- En plads på holdet blandt en af Danmarks førende kommuner indenfor ejendomsdrift
- En rummelig arbejdsplads med høje forventninger til kvaliteten i de ydelser vi leverer til vores samarbejdspartnere
- Gode kollegaer med et højt fagligt niveau – hvor de gode løsninger skabes i team-samarbejdet, og hvor den uformelle omgangstone er kendetegnende
- Faglig sparring og udvikling af dine kompetencer
Mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdsdag hvor plads til fritid og familie vægtes højt – og hvor fleksibilitet ift. hjemmearbejde er en selvfølge.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer.
På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt eventuel job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os".
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lars Thygesen på tlf. 2498 8669 på sms, hvorefter jeg ringer tilbage.
Ansøgningsfrist torsdag 6. februar 2025.
Første ansættelsessamtale forventes afholdt tirsdag 18. februar 2025 mellem kl. 8.00 - 15.00, hvorfra to kandidater vil blive udvalgt til en anden samtalerunde mandag 24. februar 2025.
Går du videre til 2. samtale skal du udfylde et personprofil og får en tilbagemelding på denne inden 2. samtale.
Tiltrædelse forventes hurtigst muligt.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.
Afdeling: Ejendomme
Ansøgningsfrist: 06 February 2025
Placering: Østergade 1, 8600, Silkeborg, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: