Socialrådgiver til Specialrådgivningsteamet – vær med til at skabe de bedste vilkår for børn og unge med funktionsnedsættelser
Høje-Taastrup Kommune
Har du lyst til et job, hvor din faglighed gør en reel forskel for børn og unge med særlige behov – og hvor du får høj grad af indflydelse på din hverdag, faglig sparring og et stærkt kollegialt fællesskab? Så læs med her.
Vi søger en ny kollega til Specialrådgivningsteamet i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling – og vi glæder os til at byde dig velkommen i et team, hvor både faglighed og arbejdsglæde står højt på dagsordenen.
Din opgave som socialrådgiver i Specialrådgivningen
I denne stilling arbejder du med børn og unge med varige funktionsnedsættelser – og med deres familier, der ofte står i komplekse og udfordrende livssituationer. Dine opgaver vil blandt andet være at:
- Lave målgruppevurderinger og udarbejde børnefaglige undersøgelser
- Træffe afgørelser og følge op på indsatser efter barnets lov
- Samarbejde tæt med familier, skoler, dagtilbud og andre aktører omkring barnet
- Bidrage til fleksible, helhedsorienterede løsninger, hvor barnets stemme er i centrum
Vi har stort fokus på at arbejde inddragende og helhedsorienteret. Derfor lægger vi vægt på, at du er nysgerrig på familiens perspektiv og ser netværket som en del af løsningen – ikke kun som baggrund.
Et fagligt stærkt og velfungerende team
I Specialrådgivningsteamet bliver du en del af en sammentømret gruppe bestående af 10 børne- og ungerådgivere, en socialfaglig koordinator og en teamleder. Vi prioriterer faglig sparring, hjælper hinanden med at navigere i opgaverne og har en hverdag præget af både seriøsitet og godt humør.
Du får løbende støtte og sparring fra både koordinator og teamleder, blandt andet gennem faste sagsgennemgange og daglige drøftelser. Vi har en uformel kultur, hvor døren altid er åben – og hvor det er helt naturligt at række ud, hvis noget er svært.
Vi er en del af en større Familieafdeling med fem teams, herunder distriktsteamene Midt, Vest og Øst, samt Anbringelsesteamet og Akutteamet. På tværs af afdelingen arbejder vi tæt sammen og gør os umage for at sikre, at familier møder en sammenhængende indsats – uanset hvem de møder først.
Høj faglighed og løbende udvikling
Vi arbejder med afsæt i en løsningsfokuseret tilgang og ser familien som eksperter i eget liv. Det afspejles i vores sagsarbejde, vores samarbejde med netværk – og i måden, vi træffer beslutninger på.
Vi bruger DUBU som sagsstyringssystem og arbejder med Integrated Children System (ICS) som fælles metode. Du skal trives med skriftligt arbejde – omkring halvdelen af arbejdstiden går med fx målgruppevurderinger, undersøgelser og handleplaner – men du står aldrig alene med opgaven.
Vi har desuden stort fokus på kompetenceudvikling. Der er løbende faglige oplæg, supervision og gode muligheder for at udvikle dig fagligt i takt med opgavens krav.
En hverdag med både ansvar og fleksibilitet
Du får en arbejdsplads med moderne rammer, fælles aktiviteter og et stærkt kollegialt fællesskab. Vi bor i Høje-Taastrup Kommunes nye rådhus, som både er smukt indrettet og fyldt med liv. Her er tagterrasse, god kantine og mulighed for at engagere sig i både sociale og faglige fællesskaber.
Du får også:
- Et job med høj grad af indflydelse og ansvar
- En central rolle i udviklingen af kommunens forebyggende indsatser
- Et arbejdsmiljø med fagligt engagerede kollegaer og tydelig ledelsesopbakning
- Gode rammer for faglig sparring og fælles opgaveløsning
Det kigger vi efter hos dig
Vi forestiller os, at du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler og har interesse for arbejdet med børn og unge med funktionsnedsættelser. Det vigtigste er, at du har lyst til at bruge din faglighed i en sammenhæng, hvor du både skal kunne tage ansvar, samarbejde og bevare overblikket i en omskiftelig hverdag.
Det er en fordel, hvis du:
- Har erfaring med eller interesse for arbejdet med børn og unge med funktionsnedsættelser
- Trives med skriftligt arbejde og kan formidle tydeligt
- Arbejder systematisk og selvstændigt, men ved, hvornår du skal sparre
- Er åben, nysgerrig og god til at skabe relationer – både med borgere og kollegaer
- Har mod på at omsætte barnets lov til konkret praksis
Praktiske oplysninger
Stillingen er på 37 timer ugentligt med start 1. juni 2025.
Vi har fleksibel arbejdstid, omsorgsdage til børn, mulighed for hjemmearbejdsdage og en høj grad af indflydelse på eget arbejde og hverdag. Du vil ved opstart modtage et introduktionsprogram, der tager udgangspunkt i dine faglige kompetencer.
I forbindelse med ansættelse indhentes der straffe- og børneattest, ligesom der efter aftale med dig bliver indhentet referencer.
Ansøgningsfristen er onsdag den 23. april 2025.
Vi forventer at afholde samtaler fredag den 25. april 2025.
I din ansøgning ønsker vi, at du uddyber din motivation for at arbejde med børn og unge.
Vil du vide mere om jobbet, eller høre hvorfor det er godt at arbejde i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling, så er du meget velkommen til at kontakte:
- Leder af Specialrådgivningen Sabrine Madsen på 23831638. Skriv gerne en SMS, og du vil blive ringet op, eller send en mail til sabrinema@htk.dk
Vi ser frem til at høre fra dig!
Afdeling: Familieafdelingen
Ansøgningsfrist: 23 April 2025
Placering: Rådhusstræde, 1, 2630, Taastrup, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: