Analysekemiker til afdeling for geokemi
GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
GEUS opbygger viden om hele vandkredsløbet og bidrager til forståelsen af miljøfremmede stoffers skæbne i jord og grundvand. I Afdeling for Geokemi har vi stor aktivitet inden for det miljøkemiske område. Vi søger derfor en AC-tekniker, der skal bistå med udvikling og kørsel af organisk kemiske analyser, bl.a. i forbindelse med projekter, der fokuserer på forståelse af forskellige miljøfremmede stoffers skæbne i jord- og vandmiljøet.
Om stillingen
Vi søger en alsidig person, der er parat til at arbejde med en række forskellige faglige problemstillinger i en multidisciplinær afdeling, hvor det fælles omdrejningspunkt er forståelsen af kemiske og mikrobiologiske processer i jord- og vandmiljøet.
Med udgangspunkt i vores forskningsprojekter skal du bl.a. være med til at udvikle organisk kemiske analysemetoder til analyse af miljøfremmede stoffer - primært på vores LC-MS/MS udstyr. Du skal ligeledes være tovholder i forbindelse med indkøring af et nyindkøbt LC-MS/MS udstyr. Udviklingen af organisk kemiske analyser vil foregå i tæt samarbejde med afdelingens øvrige miljøkemiske forskere og teknikere, og vi forventer, at du kan bidrage med din erfaring inden for udvikling og validering af massespektrometriske analysemetoder til analyse for organiske stoffer i miljøprøver. Du vil også skulle bidrage til den daglige drift af vores miljøkemiske laboratorium, herunder bistå teknikerne i det daglige analysearbejde og databehandling. Fælles for alle opgaver er, at du har lyst til at arbejde i en tværfaglig afdeling, hvor dit bidrag særligt skal være med til at styrke afdelingens position inden for forskning i miljøfremmede stoffers skæbne i jord- og vandmiljøet.
Hvem er du?
Vi forventer, at du som minimum har følgende kvalifikationer:
- En M.Sc.-grad i organisk analytisk kemi, miljøkemi eller lignende med fokus på miljøfremmede stoffer
- Solid analysekemisk erfaring i forhold til analyse af miljøfremmede stoffer, herunder erfaring med udvikling og validering af massespektrometriske analysemetoder på LCMS/MS.
- Gode danskkundskaber i både skrift og tale. Hvis du ikke allerede har det, skal du have vilje til i løbet af det første år at gøre en stor indsats for at tilegne dig disse kundskaber.
- Serviceminded, imødekommende og kreativ i forhold til at finde nye løsninger på komplicerede problemstillinger
- Omhyggelig og struktureret med flair for at dokumentationen er i orden.
Ansøgere skal have erfaring i udvikling og validering af organisk kemiske analysemetoder til miljøfremmede stoffer og deres nedbrydningsprodukter i jord og vand. Du skal desuden kunne demonstrere erfaring med derivatisering og ekstraktionsmetoder såsom SPE og ASE.
Vi er dine nye kollegaer
Du bliver en del af Afdeling for Geokemi. Afdelingen forsker i kemiske stoffers skæbne i hele vandkredsløbet, men med særligt fokus på jord, grundvand og drikkevand samt den dybere undergrund. Aktiviteterne er karakteriseret ved en høj grad af eksperimentelt arbejde i form af laboratorie- og feltforsøg, som ofte suppleres med numeriske modeller. Vores forskning omfatter såvel naturligt forekommende stoffer som mikrobiologi, pesticider og andre miljøfremmede stoffer, og vi har som fællesnævner, at vi gerne vil skabe viden, der kan bidrage til et bedre miljø for kommende generationer. Vi er bredt funderet fagligt med bl.a. ingeniører, geologer, miljøkemikere og mikrobiologer, som alle arbejder med grundvandsrelaterede data. Det er bl.a. i relation til den nationale grundvandsovervågning samt for at forstå geokemiske processer i undergrunden, fx i forbindelse med CO2-lagring, forureninger med naturlige og miljøfremmede stoffer, nitrat i grund- og overfladevand mv. Vi er ca. 40 medarbejdere fordelt på administrativt personale, teknikere og forskere på forskellige stadier i deres karriere.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel
Der er mange gode grunde til, at du skal vælge et arbejdsliv i GEUS. Vi er en mangfoldig medarbejderskare på cirka 300 engagerede medarbejdere i GEUS. I GEUS er tillid og fleksibilitet nøgleord. Arbejdsmiljøet er levende, uformelt og internationalt. Vores arbejdsopgaver er alsidige, og der er god mulighed for, at du selv får indflydelse på udviklingen af din opgaveportefølje. Vi prioriterer faglig udvikling, blandt andet ved at tilbyde adgang til kurser og anden efteruddannelse. Det sociale er også vigtigt i GEUS, og vi har for eksempel et rigt foreningsliv med personale- og kunstforening. I GEUS prioriterer vi den enkelte medarbejders generelle trivsel højt. Vi prioriterer, at personaleledere er tæt på medarbejderne, og vi har fleksible arbejdstider, der muliggør, at du kan tilrettelægge dit liv, så der er plads til det, der betyder noget for dig. Hvis der er behov for en enkelt hjemmearbejdsdag, er der også mulighed for det. Derudover har vi træningsfaciliteter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen.
Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til den relevante overenskomst.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte statsgeolog Claus Kjøller på tlf. 51728202, e-mail: [email protected]. Er du interesseret?
Er du interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Ansøgningen skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Du kan sende din ansøgning ved at trykke på knappen ”Søg stillingen”. Ansøgningen sendes senest søndag den 7. december 2025.
Ansøgningsfrist: Ansøg senest d. 7. december 2025
Afdeling: Øster Voldgade 10 1350 København K
Lokation: Øster Voldgade 10, København K
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
læs opslaget hos GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
