Faglig teamleder til Familie og Ungehuset Odense 4-18 år
Odense Kommune
Vil du være med til at styrke den faglige udvikling i vores mangfoldige familiehus samt støtte medarbejderne i at skabe positive forandringer for sårbare børn og familier?
Og er du optaget af at sikre en systematisk inddragelse af børn, unge, deres familier og netværk? Så er du måske vores nye faglige teamleder!
Da vores ene teamleder har fået anden stilling i organisationen, søger vi ny teamleder til Familie og Ungehuset Odense 4-18 år.
Om os
Familie og Ungehuset er et af to dagbehandlingstilbud til udsatte børn og unge i Odense Kommune, hvor vi arbejder med børn og unge og deres familier i et udviklingsfremmende perspektiv. Vi tilbyder behandling og støttende indsatser jf. Barnets Lov § 32.
I Familie og Ungehuset 4-18 år er vi samlet 47 medarbejdere. Medarbejderne er familiebehandlere, familieungevejledere og familiearbejdere, med grunduddannelse som pædagog, socialrådgiver, lærer, sosu-assistent eller psykolog. Alle med relevante kortere- eller længerevarende efteruddannelser.
De 43 medarbejdere er organiseret i 6 tværfaglige teams, desuden er vi en kontormedhjælper, 2 faglige teamledere og en ansvarshavende familiehusleder, samt løbende både socialrådgiver- og psykologpraktikanter.
Huset rummer en mangfoldighed af metoder i behandlingsarbejdet. Fælles for vores praksis er dog en underliggende relationel og systemisk forståelse, som vi møder familierne og deres problemer ud fra. Vi tager derfor som oftest udgangspunkt i en systemisk, narrativ og mentaliserings baseret tænkning. Vi vægter muligheden for faglig udvikling og har organiseret os i faglige netværk sideløbende med arbejdet med behandlingsindsatserne. Vi er optaget af udviklingen inden for vores felt, nationalt og internationalt og bestræber os på at være med på de nyeste behandlingsmetoder.
Familie og Ungehuset 4-18 år har bl.a. specialiseret sig i behandlingssamarbejde med familier med vold, børn og unge udsat for seksuelle overgreb, suicidal-truede unge, spiseforstyrrelse, udsatte og kriminalitetstruede unge. Og lige nu er der storpolitisk opmærksomhed på skolefravær, som vi arbejder med i vores skole- og netværks indsats – så kendskab til det ville være et plus. Desuden har Familie og Ungehuset 4-18 år evidensbaserede ydelser som Neurofeedback og Strukturel Familie Terapi (SFT).
Vi arbejder i en feedbackkultur og er særligt optaget af, om de børn og unge, vi møder, føler sig hjulpet, og hvordan netværket oplever, at barnet/den unge udvikler sig. Vi bruger derfor i vores behandlingsindsatser dialog- og effektmålingsredskabet Feedback Informed Treatment (FIT). Som kommende faglig teamleder vil du skulle have et stort fokus på udvikling og opfølgning på brug af FIT i huset. Det er ikke en forudsætning at have kendskab til FIT, men du skal være villig til at tilegne dig viden og uddannelse indenfor FIT.
Arbejds- og ansvarsområder
Du har erfaring med faglig ledelse og behandlingsarbejde med udsatte børn, unge og deres familier.
Vores nye faglige teamleder får ansvaret for:
- delt personaleledelse - herunder MUS-samtaler
- faglig sparring med personalet, som en af nøgleopgaverne
- feedback på statusrapporter og andet skriftligt relevant arbejde
- at deltage i svære borgersamtaler og være mødeleder på netværksmøder og andre samarbejdsmøder med socialrådgiver og andet netværk
- at indgå i det løbende samarbejde med andre faggrupper, såsom myndighedsområdet, sundhedssektor, skole- og dagtilbud
- at understøtte fokus på effektfuld behandling og systematisk brug af FIT til opfølgning og justering af indsatser samt at videregive nye strategier, procedurer og lovstof til de enkelte teams i huset
- at sikre og facilitere den faglige udvikling, herunder at holde sig ajour med fagområdet og give sparring til lederen i forhold til kompetenceudvikling af medarbejdergruppen og generel trivsel i huset
Uddannelse og erfaring
Vores nye faglige teamleder
- er uddannet pædagog eller socialrådgiver med familiebehandler-erfaring og meget gerne med terapeutisk eller anden relevant efteruddannelse
- har ledelseserfaring, evt. en lederuddannelse – eller er indstillet på at påbegynde lederuddannelse indenfor de første år
- har en stærk faglig profil og flere års erfaring med behandlingsarbejde indenfor det specialiserede børn- og ungeområde
- erfaring med kollegial faglig feedback og sparring
Faglige og personlige kompetencer
Vores nye faglige teamleder er:
- fleksibel, har gode samarbejdsevner og er nysgerrig på de forskellige metodiske tilgange i behandlingsarbejdet
- interesseret og engageret i medarbejdernes trivsel og faglige udvikling
- forandringsparat og åben for justeringer i samarbejdet med særligt vores myndighedsområde
- tydelig og transparent i din kommunikation og psykisk robust
- kan arbejde selvstændigt og er dygtig til at koordinere og organisere
- en person, der trives i vekselvirkningen mellem ledelsesopgaver og stå til rådighed for medarbejdere, der har brug for at drøfte en sag
- god til at arbejde efter rammer og systemer samt være detaljeorienteret
- kan agere i en politisk styret organisation med mange dagsordener og er god til at kunne tilpasse sig beslutninger og strategier
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor vi:
- anskuer et godt arbejdsmiljø som afgørende for en god opgaveløsning
- bruger feedback fra borgere, samarbejdspartnere og netværk til at justere behandlingsindsatser
- forventer du indgår i og bidrager til et stærkt ledelsesteam med teamlederkollega og lederen af huset
- prioriterer faglig udvikling og socialt fællesskab højt
- benytter muligheden for ledelsessupervision
- som samlet har CIBU et stærkt ledelsesteam, som du bliver en vigtig del af
Organisatorisk hører vi til i Familie og Forebyggelse og er organiseret i Center for Indsatser til Børn og Unge (CIBU), som består at to familiehuse, en døgninstitution, Børnehus Syd samt stabsfunktion og centerchef. I alt ca. 230 medarbejdere. Vi er dermed et stort videnscenter indenfor sociale indsatser på det specialiserede børn og ungeområde i Odense kommune.
Familie- og Ungehuset Odense 4-18 år løser primært opgaver for Børn og Familierådgivningen (BFR) i Børn- og Ungeforvaltningen og for Ungerådgivningen (UR) i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, hvor vi arbejder efter kontrakter udarbejdet på det enkelte barn.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem KL og PPF (pædagog) eller DS (socialrådgiver).
Det er et krav, at du har kørekort. Familie- og Ungehuset har tjenestebiler og elcykler til rådighed.
Stillingen ønsker besat pr. 1. marts 2026 en faglig teamleder.
Vil du vide mere?
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen og huset, kan du henvende dig til Familie- og Ungehusets leder Carsten Poniewozik Clausen, [email protected] tlf. 24 66 50 81.
Det praktiske
Ansøgningsfrist er søndag den 4. januar 2026.
Vi holder to samtalerunder til stillingen, hvor der mellem første og anden samtale vil være en test og en case-opgave. Første samtale forventes afholdt den onsdag den 14. januar 2026, og anden samtale forventes afholdt onsdag den 21. januar 2026.
SØG STILLING
Jobområde:
Pædagogik - Almen- og specialområdet, Social, Sundhed, Omsorg og Personlig pleje
Ansøgningsfrist:
4. januar 2026
Arbejdstid:
Fuldtid
Varighed:
Fast
Tiltrædelse:
1. marts 2026
Kontaktperson i annoncen:
Carsten Clausen
Tlf. nr. i annoncen:
24 66 50 81
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

