Byt karrieren ud

Valget af uddannelse, job og karrierekurs er afgørende. Men har du valgt rigtigt? Og hvor finder du modet, selvtilliden og viljen til at vælge om?

2022-09-06 16:45:00
Move On

Du har måske fuldført en uddannelse. Du har muligvis været i gang med dit nuværende job i et stykke tid. Og så kommer det snigende: En nagende følelse af ikke at være lykkelig i dit arbejde.

Du smiler mindre. Mandag morgens depressioner starter senest søndag eftermiddag. Dine kaffepauser trækkes længere og længere ud.

Dette er symptomer på, at dit arbejde ikke er det rigtige for dig!

Det fængslende kendte

Selv om man erkender, at man ikke er glad for sit job, sin uddannelse eller sin karriere, betyder det ikke, at man gør noget ved det.

Mennesket frygter nemlig fiasko, og det lokker os til at foretrække det kendte frem for det ukendte. Uanset hvor ulideligt det kendte er, så foretrækker vi det stadig frem for det ukortlagte landskab uden for vores "tryghedszone".

Kan et karriereskift gøre tingene bedre?

Det er forklaringen på, at nogle bliver i håbløse ægteskaber – eller håbløse job. Det er let at overbevise sig selv om, at et karriereskift sikkert ikke gør tingene bedre. Eller at man nok ikke kan klare det nye job. Eller at man sandsynligvis ikke tjener lige så meget et andet sted. Eller...

Der er udtænkt en syndflod af undskyldninger for at forblive ved det kendte og tolerere tilværelsen i et utilfredsstillende job.

Men det er ikke just lykkebringende at beskæftige sig med noget, blot fordi man bliver betalt for det. Enten fordi det er det letteste, eller fordi titlen er velklingende.

På en skala fra et til ti, hvor langt er du kommet i at realisere dit fulde potentiale?

Skift tænkemåde

Men hvordan får du modet og selvtilliden til at forlade det kendte og begive dig ud i ubetrådt territorium for at finde et arbejde, der giver dig en meningsfuld tilværelse?

Svaret er, at du skal ændre den måde, du tænker på fra forhindringsfikseret til mulighedsorienteret.

Og at du skal sætte dig klare, specifikke mål for dit liv.


Hvad kan jeg?

Begynd med at kunne lide dig selv. Hold op med at fortælle din underbevidsthed om alle de ting, du ikke er god til. Dårlig selvtillid er hjemmelavet og stammer fra den overdrevne selvkritik, der gerne følger i kølvandet på et utilfredsstillende job eller et dårligt parforhold.

Sæt dit negative selvsyn i relief ved at sammenligne dig med andre. For eksempel skal du, hver gang du tænker: ”Det er jeg dårlig til”, spørge: ”I forhold til hvad eller hvem?”.


Hvad vil jeg?

Gør status over dig selv. På en skala fra et til ti, hvor langt er du kommet i at realisere dit fulde potentiale? Hvis karakteren er syv, hvordan kommer du så til otte – og ni?

Tilbring et par timer i selskab med pen og papir, hvor du besvarer disse spørgsmål: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvorfor vil jeg derhen? Hvordan kommer jeg derhen? Og hvornår vil jeg være der?


Hvad gør jeg?

Du kan sætte dine mål i perspektiv med denne lille tal-øvelse: Hvert menneske har omkring 25.000 dage at gøre godt med. Gang din alder med 365 og træk dette tal fra de 25.000. Så får du det antal dage, du omtrent har tilbage til at opnå dine mål i.

Øvelsen går ikke ud på at kaste dig ud i en eksistentiel krise, men på at hjælpe dig til at blive mere fokuseret på dine mål og turde gå efter dem.

Det vigtigste er, at du holder op med at affeje dine mål som urealistiske. Det kan godt være, at det kræver en lidt strammere økonomi, et indhug i fritiden og mindre tid til partner og børn. Men hvis andre har gjort det før dig, så ved du, at det er muligt.

Er du ikke villig til at betale, hvad det koster at opnå dine mål, så må du slække på dine ambitioner eller omdefinere dem

 

Målets pris

Du har nu et eller flere mål at styre imod. Og idéer til hvordan du opnår dem. Men før du letter fra jorden, må du spørge dig selv: Er jeg villig til at ofre nogle glæder og fornøjelser og lide under nogle gener på kort sigt for til gengæld at opnå mine mål? For selv dit drømmemål har en pris.

Igen er pen og papir din sjælepartner. Start med at nedskrive fordelene ved dit mål, derefter ulemperne. Vejer plus-siden tungest, så spring ud i det.

Er minus-siden overlegen, så er du nok ikke villig til at betale, hvad det koster at opnå dine mål. Så må du enten slække på dine mål og ambitioner eller omdefinere dem, indtil det gode får overvægt.

Det nye er skræmmende

Det er skræmmende at indtage det ukendte – men det bliver meget lettere, hvis man konstant holder fokus på fordelene ved at gå efter sit mål. Gem listen så du i tilfælde af modgang altid kan opfriske, at dit valg var rigtigt.

Omgivelsernes betydning for dit valg

Hvad siger andre til, at du sadler om? I teorien burde det ikke være afgørende, men i praksis har dine omgivelsers reaktion stor betydning for dit valg.

Prøv alligevel at lade være med at tilfredsstille andres ambitioner på dine vegne. Dine drømme og planer er dine, ikke dine forældres, venners eller kollegers.

Lav en A- og en B-liste over dine omgivelser. På A-listen skriver du de mennesker, der hjælper dig, bakker dig op og opmuntrer dig til at nå dine mål.

På B-listen placerer du dem, der ikke har samme tankegang som dig selv og derfor vil påvirke dig til at være overforsigtig og blive, hvor du er. Fortæl A-listens medlemmer om dine mål og brug dem som sparringspartnere. Det kan styrke din selvtillid og motivation.

Realisér dig selv – nu

Et gammelt ordsprog siger: Når du kommer i himmelen, så møder du den person, du kunne have været. Tag kampen op mod tvivl og usikkerhed og bliv denne person, mens du er i live, i stedet for at risikere et liv i ærgrelse over forspildte muligheder.

 


Om forfatteren: John Evan-Jones (1948-2013) var ledelses- og managementpsykolog samt forfatter til 24 bøger udgivet på danske forlag om management og personlig udvikling. Virksomheden Evan-Jones International drives videre i hans ånd, og Evan-Jones' egne bøger er grundlaget for kurser og lederuddannelser tilbudt af virksomheden.

5.679 læsere
Opdateret d. 06.09.2022

Læs også...


Årets karrieremesser i 2024 og 2025
Er du på udkig efter drømmejobbet, eller har du lyst til at blive inspireret i din jagt på den rette arbejdsplads? Vi har samlet de kommende karriere- og jobmesser i hele landet!
Move On Career
Judith Rothenborg: Giv aldrig op uden kamp
Judith Rothenborg kæmpede hele livet med sit gennembrud som skuespiller. Senest stjal Judith som privatperson danskernes hjerter i tv-programmet ‘Mormor på mandejagt’, men skuespilleren i Judith drømte stadig om anerkendelse og succes.
Marie Laurfeldt Nielsen, Move On Career
Økonomisk zen under jobsøgning
Læs med her, hvor vi giver dig tre gode råd til at få mere ro på finanserne og ikke mindst tankerne om dem!
Mette Werlauff, Spiir.dk
Impostor Syndrome - du er ikke en svindler!
Føler du dig somme tider som en uegnet svindler, når du skriver CV? Så lider du af Impostor Syndrome. I denne videoartikel fortæller en leder om, hvorfor det er vigtigt at bekæmpe.
Niels Christensen, Elfin.dk
Måske kan du få dit kursus betalt
Som ledig kan du deltage i kompetencegivende kurser, samtidig med at du søger job. Og måske kan du endda få dit kursus betalt af a-kassen eller jobcenteret. Dine muligheder afhænger bl.a. af din uddannelsesbaggrund, din ledighedsperiode og om du modtager dagpenge eller kontanthjælp.
Move On Career
Kend din recruiter
Har du prøvet at være i kontakt med en recruiter? Hvis du ikke har, så bare rolig – de ringer en dag, når du mindst venter det. Her får du den korte recruiter-guide, som klæder dig lidt bedre på til den dag.
Niels Christensen, Elfin.dk
Optimer dine jobagenter
En jobagent er en velkendt og efterprøvet metode til at holde sig opdateret med de nyeste karrieretilbud direkte i indbakken. Men det er vigtigt, at du indstiller dine jobagenter optimalt, hvis du vil opnå det fulde udbytte.
Move On Career
Jobsøgning: hold hovedet koldt og hjertet varmt
Jobsøgning kan være en lang proces, men det kan også være en god og lærerig tid.
Move On
Bliv headhuntet!
Headhunter Ulrik Bo Andersen fortæller her, hvordan han finder de helt rigtige medarbejdere til de virksomheder, der efterspørger hans skarpe øje for det perfekte match. Find også ud af, hvordan du selv kommer i headhunternes søgelys.
Move On
Kompetenceafklaring i jobsøgningen
Vi taler meget om ”at kunne brande sig selv” og kunne ”sælge sig selv” på jobmarkedet og som studerende. Men du kan først ”brande dig selv”, når du har en identitet at brande, og du kan først arbejde med din synlighed, når du har noget at vise frem.
Kirsten Holm Madsen
HPT