Nationalt Videnscenter for Tidlig Indsats og Familieforskning søger videnskabelig assistent til nyopstartet PPR-program
Københavns Universitet (KU)
Vil du være med til at skabe ny viden om og metoder målrettet PPR-psykologers arbejde med førskolebørn? Og vil du være med til at udvikle tidlige indsatser til fremme af små børns trivsel og udvikling? Så søg en nyoprettet 3-årig stilling som videnskabelig assistent ved CIF.
Nationalt Videnscenter for Tidlig Indsats og Familieforskning (CIF) søger en dygtig og engageret videnskabelig assistent til et nyoprettet forskningsprogram målrettet kommunalt ansatte psykologer (PPR-psykologer), der arbejder med de yngste børns sociale og følelsesmæssige udvikling. Stillingen har forventet start 1. marts 2025.
PPR-programmet i CIF er et nyoprettet forskningsprogram, der har fokus på at undersøge og udvikle metoder og interventioner målrettet førskoleområdet. Som videnskabelig assistent forventes det, at du deltager aktivt og selvstændigt i et forskningsprojekt, der vil kortlægge, hvilke metoder der aktuelt anvendes på førskoleområdet i PPR-regi. På sigt forventer vi også, at du indgår i et forskningsprojekt, der vil udvikle en ny indsats målrettet førskolebørns sociale og følelsesmæssige udvikling på tværs af familie og daginstitution.
Du vil blive en del af en dynamisk forskningsgruppe, der er førende inden for forskning i spæd- og småbørns udvikling. I løbet af de kommende år vil der blive opslået et antal ph.d.-stipendiater i centeret, hvorfor vi opfordrer kandidater med interesse heri at søge.
Dine opgaver som videnskabelig assistent vil være:
- Udarbejde en spørgeskemaundersøgelse om anvendte metoder på 0-5-års området i PPR
- Planlægge og gennemføre dataindsamlingen (i Survey Exact eller Redcap)
- Foretage fokusgruppe- og individuelle interviews
- Analysere kvantitative og kvalitative data fra undersøgelsen
- Bidrage til videnskabelige og populærvidenskabelige artikler om undersøgelsens resultater
- Foretage systematiske litteratursøgninger og sammenfatte videnskabelige studier
- Deltage i arbejdet med at udarbejde en manual for en tidlig indsats, der kan leveres af PPR-psykologer
- Evt. deltage i pilot-afprøvning af interventionen med forældre
- Bidrage til ad hoc-opgaver i PPR-programmet (herunder administrativt forskningsarbejde)
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en kandidatgrad inden for psykologi, pædagogik, folkesundhed, eller et beslægtet område
- Har erfaring fra PPR
- Har interesse for og/eller erfaring fra spæd- og småbørnsområdet
- Har erfaring med eller interesse for forskning, f.eks. i forbindelse med studiejobs
- Har erfaring med indsamling og analyse af kvantitative og kvalitative data
- Har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk
- Er struktureret, ansvarsfuld og kan arbejde selvstændigt
Om CIF
CIF er et forskningscenter ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, ledet af professor Mette S. Væver. Medarbejderstaben i CIF består af ca. 22 fuldtidsansatte medarbejdere (videnskabelige assistenter, ph.d.-studerende, postdocs, en adjunkt og to lektorer) primært med psykologfaglig baggrund samt et tilsvarende antal studentermedhjælpere.
Forskningen i CIF fokuserer på 0-6-årige børns og deres forældres mentale sundhed og er organiseret i fire programmer: barnet i familien, barnet i daginstitutionen, barnet i PPR, og psykometri og statistik. Stillingen er en del af barnet i PPR-programmet. Centerets forskning foregår i tæt samarbejde med kommuner og fagprofessionelle, som arbejder med børn og familier.
Som ansat i CIF arbejder man inden for et spændende og samfundsrelevant område, og som arbejdsplads er CIF et rummeligt og inspirerende sted, hvor vi samarbejder på tværs af projekter og deler viden og idéer med hinanden. Alle medarbejdere i CIF er optaget af at fremme den mentale sundhed hos spæd- og småbørn og deres forældre, hvilket skaber et passioneret fagmiljø med gode muligheder for både formel og uformel vidensdeling. Derudover kan man også deltage i forskellige sociale aktiviteter i centeret, f.eks. en løbeklub, et sangkor, halvårlige fester og en månedlig torsdagsbar.
Du kan læse mere om CIF her: Center for Tidlig Indsats og Familieforskning – Københavns Universitet (ku.dk)
Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Stillingen er på 37 timer ugentligt og er tidsbegrænset til 3 år. Stillingen har forventet opstart 1. marts 2025 og er lønnet efter gældende regler og overenskomster.
Det er i forbindelse med ansættelsen et krav, at du har en blank børneattest. Dette vilkår er gældende i hele ansættelsesperioden.
Rekrutteringsprocessen
Information om rekrutteringsprocessen på Københavns Universitet kan læses her: Rekrutteringsproces - for videnskabelige medarbejdere – Københavns Universitet
Ansøgningsprocedure og kontaktinformation
Din ansøgning skal inkludere følgende dokumenter:
- Motiveret ansøgning
- CV
- Kandidatbevis og karakterudskrift
- Eventuelt andet relevant materiale
Kontaktinformation
Information om stillingen kan fås hos leder af PPR-programmet, lektor Katrine Røhder, på mail: [email protected] eller telefon 35 33 47 53.
Yderligere oplysninger om ansøgningsproceduren kan fås hos HR, e-mail: [email protected] - angiv venligst ID nummer 211-0319/24-2O #1 ved henvendelse.
Ansøgningsfristen er den 5. januar 2025 kl. 23:59 CET
Ansøgninger eller supplerende materiale modtaget efter fristen vil ikke blive taget i betragtning.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.
Info
Ansøgningsfrist: 05-01-2025
Ansættelsesdato: 01-03-2025
Afdeling/Sted: Institut for Psykologi
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: