Da Lisbeth var yngre og gik på gymnasiet, havde hun ikke en ambition omkring en specifik karriere. “Jeg havde et konkret mål om, hvad jeg IKKE ville være: Arbejdsløs. Jeg var panisk angst for at videreføre min families sociale arv; at leve på kontanthjælp.”
Derfor gik hun på biblioteket og lånte Politikens 'Hvad kan jeg blive', og så finkæmmede hun den for at finde en uddannelse med lav arbejdsløshed og høj livsindkomst. “Det var frygten for at blive arbejdsløs, der drev mig. Jeg havde jura som førsteprioritet, men det kom jeg ikke ind på. I stedet kom jeg ind på polit. [økonomi, red].”
Lisbeth startede på sin uddannelse og var på bar bund omkring, hvad den egentlig bestod af. Da hun kom fra sproglig linje på gymnasiet, kom det bag på hende, at studiet var centreret om matematik. “Hvis jeg havde læst mere grundigt efter, så havde jeg også forstået, at det beskæftigede sig rigtig meget med matematik. Så efter jeg startede, var den første opgave at lære matematik.”
Uddannelsen har givet Lisbeth stor viden, som hun kan bruge, og har brugt, på sit arbejde. “Jeg utrolig glad for, at jeg har læst polit., fordi jeg forstår ret meget af, hvad der foregår både ude i verden, men også med økonomien.” Selvom Lisbeth er glad, for at hun gik denne vej, havde hun valgt enten biologi, sygeplejerske eller politibetjent, hvis hun skulle vælge i dag. "En jargon omkring folk med min baggrund er, at mange af dem der har boet på børnehjem og har haft et godt forløb, samt gode oplevelser med rare voksne, ville enten være pædagoger, socialrådgivere, politibetjente eller sygeplejersker.”
Rollemodellen Karen
En person, der havde en direkte indflydelse på Lisbeths start på universitetet, var hendes sidste pædagog, Karen. “Karen har altid været meget intellektuel og læst mange tykke bøger om skønlitteratur. Hun er et meget dannet og meget vidende menneske, der lærte mig om alt fra klassisk musik til kompliceret jazz.” Dette inspirerede Lisbeth, samt vækkede en interesse i hende, så hun valgte den akademiske vej. Karen og hendes mand Børge var begge med til at forme Lisbeths håb og drømme, og de lærte hende at tro på sig selv.
“For at opleve et mønsterbrud, skal man mindst kunne pege på én rollemodel.”
Den værste frygt går i opfyldelse
Da Lisbeth var færdiguddannet, meldte hun sig arbejdsløs. Dette medførte en depression, som hun havde mødt første gang under specialeskrivningen. Frygten for at ende arbejdsløs ligesom forældrene var blevet til virkelighed. “I dag kan jeg smile lidt af det, men jeg tror, at der er mange unge studerende og næsten færdiguddannede, der kan spejle sig i den følelse, der ramte mig.”
Under uddannelsen havde de fleste andre studerende haft et studierelevant arbejde, der ansatte dem efter uddannelsen. Det havde Lisbeth ikke. Hun havde derimod været nattevagt på et krisecenter. “Nu havde jeg været stud.polit. i så mange år og haft den tryghed i at være noget, at have en etikette. Og pludselig skulle jeg se min værste frygt i øjnene, nemlig at være arbejdsløs.”
Overgangen fra det trygge studieliv til at blive arbejdsløs og være forpligtet af at skrive et par ansøgninger om ugen, såede en tvivl i Lisbeth om, hvorvidt uddannelsen, hvor hun ikke havde taget fag rettet mod en specifik jobtitel, overhovedet var brugbar. Efter 3 måneder som arbejdsløs, fik Lisbeth dog et job i Codan som trainee, og her viste hendes blanding af fag sig at være en fordel. “Pludselig gav det mening at have taget alle de ‘nørdefag’. Jeg blev ansat som trainee, og der fandt jeg min hylde.”
Kronikken blev vejen til en ny karriere
I løbet af sin tid i finansbranchen samarbejdede Karen og Lisbeth om en kronik, hvor Lisbeths vinkel var den store økonomiske forskel, der var investeret i Lisbeth i forhold til hendes bror, Tonny. Al den hjælp hun ikke havde fået fra hjemmet, fik hun af Staten, men det samme galt ikke for hendes bror. “Jeg fik de bedste løsninger; de bedste anbringelsessteder, de bedste pædagoger, og jeg fik betalt alle mine bøger, da jeg startede på universitetet. Jeg fik også en revalideringsydelse, så jeg ikke behøvede at leve af S.U. alene, og jeg fik en psykolog, jeg kunne bruge af, indtil jeg ikke ville mere.” Kronikken blev læst af tidl. Socialminister Karen Ellemann, der på daværende tidspunkt ledte efter en formand for Børnerådet. Efter en kaffe-aftale fik Lisbeth formandsposten, og hun hævede sin pension, så hun kunne leve som delemor og samtidig træde ind i sin nye karriere. “Jeg følte, jeg var klar til det, så dér skiftede jeg karriere. Set i bagspejlet er det ret vildt, men jeg er her jo stadig!”
"De er faktisk dygtige, der er måske bare ikke så mange, der har fået fortalt dem, at de er det.”
Modstand gør dig stærkere
Nu har Lisbeth skiftet karriere for tredje gang. Her arbejder hun på at motivere mennesker til at blive mentalt og fysisk sundere og stærkere gennem foredrag samt bøger om sundhed, selvværd og livsglæde. “Jeg synes, det er rigtigt fedt, at jeg kan se, hvor hurtigt det rykker hos folk, når først de lige fanger, at de godt kan, og det ikke er uoverstigeligt, men at de faktisk er dygtige. Der er måske bare ikke så mange, der har fået fortalt dem, at de er det.”
Mennesket som art er specialister i at skifte speciale. Dette er vi takket være vores plastiske hjerner, der som en svamp venter på at suge viden til sig. Derfor er man aldrig for gammel til at lære noget nyt og udvikle sig. “Det er jeg et godt bevis på. Jeg er 54 år, i gang med min tredje store karriere, hvor jeg har stor succes og er en af eksperterne. Dét har jeg været på hvert område, og det har jeg kun opnået gennem flid og at brænde for det, jeg laver.”
Det gælder om at løbe nogle risici. Under vores samtale taler Lisbeth åbent omkring de gange, hvor det ikke udelukkende har været optur. “Jeg gik konkurs undervejs med mit eget firma, efter jeg stoppede som børnerådsformand. At kaste sig ud i nye eventyr kommer med en pris, men der medfølger også en vis lærdom. Jeg er her endnu, og jeg har aldrig haft det fysisk og mentalt bedre, end jeg har det i dag.”
"Prøv at hør søde skat, alting skal nok gå."
Tag et frikvarter
Da folk fandt ud af, at Lisbeth var meget begavet som barn, skubbede de på for at få hende til at bruge sit intellekt til at blive til noget. Dette ser hun tilbage på nu med lidt blandede følelser. “Noget jeg manglede fra det der behandlingshjem, jeg boede på, var at mange var ambitiøse på mine vegne, fordi jeg var dygtig i skolen. De heppede og heppede, og jeg fik virkelig en rus af at være dygtig. Dér kunne jeg have ønsket mig, at de også lærte mig, at det er okay at ligge på græsplænen med et strå i munden og kigge op på skyerne. Ikke bruge tiden på noget, andet end bare at være.”
Lisbeth mener, at dette, indsat i den moderne kontekst, er det de unge gør, når de scroller på de sociale medier. Mange bruger det som et frikvarter, men samtidig er det forbundet med skam. Det er et problem, at man ikke kan stoppe op og slappe af uden at skamme sig over, at man ikke ustandseligt skal kæmpe for at lykkes og nå et sted hen. “Jeg synes, at de voksne omkring de unge og børnene bør være meget bedre til at sige: Prøv at hør søde skat, alting skal nok gå. Gå du ud og leg, tag lidt sol og stir på skyerne.”
