Allerede tidligt i sit liv handlede James Prices interesser om musikken. Som 6-årig blev han sendt til klaverspil, og efter at have stoppet op og startet igen et par gange fik han en rigtig god klaverpædagog, der hjalp ham med at knække koden. “Jeg spillede hos hende i 7-8 år, hvor jeg fik mere og mere blod på tanden og investerede en forfærdeligt masse tid og øvede mig rigtig meget. Her tænkte jeg, at min karriere skulle have noget med musik at gøre.”
Præcist hvad det skulle være, lå lidt hen i det uvisse, for der var mange muligheder indenfor musikkens verden. James opvækst var i et hjem, hvor forældrene beskæftigede sig med teater, film og tv, og da han i gymnasiet fik erfaring med skolekomedier og musikaftener, oplevede han, at en kombination af musik og teater var noget, han virkelig godt kunne lide.
James' interesse for teater og musik kunne dog ikke direkte sammenkobles med en uddannelse, så han valgte at satse på musikken. Efter yderligere ét års intensiv privatundervisning i musikteori lykkedes det ham at komme ind på Det Kongelige Musikkonservatories komponistlinje, hvor han studerede i 5 år. “Jeg havde ikke sat mig ned og sagt: 'Jeg vil være teaterkapelmester og komponist; det er dét, der skal stå på mit visitkort'. Det var noget, det udviklede sig til.”
Gaven ved det rette studiejob
Som sidegesjæft under sit studie blev James tilbudt at akkompagnere som pianist til en revy. “Det var fedt med et sommerferiejob så jeg kunne tjene lidt skillinger. Det var min første revy, og der mærkede jeg, at det her, er lige mig”. Under sin studietid blev det til mange engagementer som kapelmester og komponist. Det viste sig at være starten på den karriere, han kom til at beskæftige sig med resten af sit liv.
Under sin uddannelse overvejede James at droppe ud, da han havde fundet en retning, han var passioneret omkring, og fordi hans uddannelse ikke havde en direkte sammenhæng med arbejdet. Alligevel valgte han at fortsætte. “Nogle af de år på konservatoriet, tænkte jeg: 'Det her er ikke det jeg egentlig vil!' Jeg kunne have valgt at droppe ud og fortsætte med arbejdet som kapelmester, men jeg havde en indre stædighed, der fortalte mig at færdiggøre det, jeg havde påbegyndt”
“Det gælder naturligvis om at mærke efter, om det man laver, gør én glad i tilværelsen. Men nogen gange kan det også være for nemt at opgive, bare fordi man ikke hele tiden bliver strøget med hårene.”
Livet som musikpirat
I dag er James glad for, at han forblev på studiet, da han har fået en god ballast med i bagagen, han ikke ville være foruden. Da James var færdiguddannet i 1984, mødte han dog de første udfordringer under sin søgen efter arbejde. “Som freelance musiker er man som en pirat på det vilde hav. Du bliver ikke fastansat nogen steder, i stedet får du et 3-4 måneders engagement. Derfor er du hele tiden på jagt efter det næste engagement, så arbejdsliv og økonomi kan hænge sammen. Det var noget, der de første år gav søvnløse nætter, fordi jeg lå og spekulerede på, hvordan jeg kunne betale min husleje.”
Og selv med en uddannelse er det ikke sikkert, at det er en adgangsbillet direkte til arbejdsmarkedet, idet komponistuddannelsen er meget perifer. "Da jeg var færdiguddannet, kunne jeg komme ud og sige: 'Nu har jeg et diplom i komposition fra det kgl. Musikkonservatorium'. Men det kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget. Det handler langt hen ad vejen om ‘held i sprøjten’ og om at møde de rigtige personer på det rigtige tidspunkt.”
James forklarer, at held spillede en stor rolle, og naturligvis om han fik løst opgaverne tilfredsstillende. I den branche er man aldrig bedre end det sidste job man har lavet. “Man venter på, at der kommer en chance, og så skal man vurdere, om man skal hoppe på den bus. Eller om man skal vente, og så kommer der måske en anden bus, der er mere interessant og rigtig for én, men man kan ikke altid selv påvirke det.”
Affødt af en hobby
Lige siden James og hans bror Adam var i 20’erne har de været gode til at samarbejde, og vigtigst af alt; de havde det afsindigt sjovt sammen. “Adam havde fundet sit forfattersøm, og jeg havde mit lille musiksøm, jeg kunne hænge min hat på, og dette resulterede i et rigtig godt samarbejde.”
På baggrund af deres samarbejde og takket være en god idé tog de deres skæbne i egne hænder, og deres karrierer foretog en drejning. Springbrættet var de to brødres fælles passion for madlavning - en arv de har taget op efter deres far. John Price var, foruden skuespiller, manuskriptforfatter og sceneinstruktør, også meget interesseret i gastronomi, og han var bl.a. igennem mange år i 70’erne og 80’erne madskribent for bladet “Mad & Gæster” og ugebladet Hjemmet.
Med deres nedarvede interesse for madlavning i bagagen sad brødrene i 2006/2007 og talte om, at der manglede et dansk mad-program. Derfor skrev de et programforslag til Danmarks Radio, der udviklede sig til at blive en stor succes. “Det kom bag på alle - også os. Vi ramte ned i et eller andet, som folk synes, det var hyggeligt at kigge på, noget der manglede på det tidspunkt i tv. Og det var mere held end forstand.”
“Det er jo vidunderligt at få lov til at arbejde med min store kærlighed - musikken. Og så oven i købet have to kærligheder og arbejde med dem begge, er utroligt privilegeret.”
Råd til de unge
Noget af det, der har fulgt James gennem hele livet, er, at hans karriere også er hans store passion. Instinktivt skal man kunne mærke, at det er sjovere end noget andet. Der kommer også nedture, hvor det hele ikke skøjter derudaf, men her må man ikke lade sig slå ud. “Der er måske en tendens til, at man giver op lidt for let. Der vil altid være noget i livet, der er rugbrødsarbejde og er småkedeligt. Og hvis ikke man har oplevet den disciplin, at man kan tygge sig igennem det, så bliver det svært at gennemføre et ordentligt arbejdsliv.”
Det gælder selvfølgelig om at mærke godt efter om det, man laver, gør at man er glad i tilværelsen. Men det er også vigtigt at acceptere nedture, da de er med til at gøre én stærkere. Man bruger meget tid på sit arbejde, derfor kan man ligeså godt finde noget, der gør én glad. “Jeg betragter musikken som min hobby, men det er også min store kærlighed. Det er jo vidunderligt og utroligt privilegeret at få lov til at arbejde med min store kærlighed. Og så oven i købet have to kærligheder og få mulighed for at arbejde med dem begge.”
Foto af Henrik Petit.